Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadsjiker og muslim fra […], Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun arbejdede på en pigeskole fra [sommeren] 2010 frem til udrejsen [i begyndelsen af] 2016. [I sommeren] 2015 begyndte ansøgeren at undervise kvinder gennem ngo’en WFP. Ansøgerens kollega fra pigeskolen, [A], fik ansøgeren med i WFP, og en kvinde ved navn [B], som var ansat i WFP, oplærte ansøgeren. Ansøgeren underviste fire dage om ugen hjemme hos [A]. Taliban henvendte sig til landsbyens imam [i efteråret] 2015. Omkring en måned inden udrejsen forsvandt [A] og to andre kollegaer. Ansøgeren fortsatte med at undervise kvinderne i det hus, som [A] ejede med sin ægtefælle. [I begyndelsen af] 2016 blev ansøgeren ringet op af vagten, mens hun underviste. Hun gik ud til døren, hvor hun så en kvinde, der trak en pistol. Ansøgeren nåede at lukke døren, inden kvinden affyrede. Ansøgeren flygtede ud af vinduet og løb over til naboen. Hun gemte sig hos naboen i to timer, hvorefter hendes børn kom. Sammen kørte de over til en ven, hvor de mødtes med ansøgerens ægtefælle. Ansøgeren udrejste [to dage senere]. Hendes familie blev delt i to biler, og hun og hendes to medfølgende børn blev væk fra ansøgerens ægtefælle og de tre ældste børn. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive chikaneret at lokalbefolkningen. Hun har til støtte herfor oplyst, at lokalbefolkningen klagede over hende til imamen, og at lokalbefolkningen også chikanerede hendes ægtefælle. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, da forklaringen fremstår usandsynlig. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring om, at hun fortsatte med at undervise kvinderne, efter at de tre andre kvinder, herunder [A], der også underviste, var forsvundet, fremstår usandsynlig, også henset til at ansøgeren selv har oplyst, at hun i forvejen var bekendt med, at mændene i landsbyen var utilfredse med hendes undervisningsaktiviteter, som foregik i et hus, som [A] og hendes ægtefælle havde udlejet til WFP. Det fremstår i den forbindelse også usandsynligt, at ansøgeren efter at være blevet opfordret hertil af [B] fra WFP på en sms fortsatte undervisningen i lokalerne efter [A]s forsvinden, og efter at ansøgeren som forklaret for nævnet havde været henne ved [A]s nærved liggende bopæl og konstateret, at bopælen fremstod nedlukket. Herudover finder nævnet, at det forekommer bemærkelsesværdigt, at ansøgeren i forlængelse af skudepisoden bad to af sine børn om at komme hen til [C], hvor hun på dette tidspunkt opholdt sig, idet det må lægges til grund, at der er tale om et hus, der ligger meget tæt på det hus, hvor den angivelige skudepisode fandt sted. Under disse omstændigheder har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at hun har behov for beskyttelse efter udlændingelovens § 7 som følge af en konflikt med Taliban eller lokalbefolkningen i sine nærområder. Oplysningerne om ansøgerens helbredsmæssige forhold og forløbet af tidligere samtaler i forbindelse med asylsagens behandling kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/50/DH
