Nævnet stadfæstede i marts 2019 nævnets afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2004. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og muslim fra […], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens oprindelige asylmotiv er forkastet ved Flygtningenævnets afgørelser af [sommeren 2014]. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at hun er konverteret til kristendommen, og at hun [i sommeren 2015] er blevet døbt i [A] kirke. Samme dag blev ansøgerens daværende ægtefælle og parrets to børn døbt. Ansøgerens daværende ægtefælle blev ved Flygtningenævnets afgørelse af [foråret 2017] meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, med henvisning til han konversion til kristendommen, og parrets to børn blev meddelt samme status. Det fremgår af den fremlagte dåbsattest, at ansøgeren blev døbt [i sommeren 2015]. Da ansøgeren er udeblevet fra nævnsmødet er det ved ansøgerens forklaring ikke nærmere belyst, hvorvidt ansøgerens konversion er reel, ligesom det ikke er belyst, hvorvidt ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan på baggrund af sine peronlige forhold kan forventes at udføre handlinger, der vil bringe hende i risiko for at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet finder det således ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Da ansøgeren er skilt, er der på det foreliggende grundlag ikke grundlag for at meddele ansøgeren konsekvensstatus. Flygtningenævnet stadfæster derfor Flygtningenævnets afgørelse [fra sommeren 2014].” afgh/2019/41/AJEV
