Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunnimuslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af [A] og [B], som er to personer, der har afpresset ansøgeren. Videre har ansøgeren henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive retsforfulgt af de afghanske myndigheder, da ansøgeren har forfalsket regnskabsdokumenter på sit arbejde. Ende-lig har ansøgeren henvist til, at han skammer sig overfor sin klan, da ansøgerens fætter blev dræbt på grund af ansøgeren, hvorfor ansøgeren ikke ønsker at skulle konfronteres med sin klan. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han arbejdede i Indenrigsministeriet, hvor han blandt andet havde ansvaret for at udfylde formularer, som dannede grundlag for betalingen af ministeriets leverandører. Efter at have været ansat i Indenrigsministeriet i fire år blev ansøgeren kontaktet af en person ved navn [B], som var ansat hos en af ministeriets leverandører, [A]. [B] fortalte ansøgeren, at hvis ansøgeren var villig til at forfalske regnskaberne, så [A] fik flere penge udbetalt fra Indenrigsministeriet, så ville de sørge for, at ansøgeren blev forfremmet. Ansøgeren ønskede ikke at forfalske regnskaberne og afviste tilbuddet. [B] begyndte herefter at fremsætte trusler mod ansøgeren og dennes familie, hvorfor ansøgeren indvilligede i at forfalske regnskaberne. Ansøgeren nåede at forfalske tre til fire regnskaber, inden afdelingen fik kontrol-besøg af ministeriets revisorer, der opdagede dokumentforfalskningerne og videregav oplysnin-gerne om dokumentforfalskningerne til anklagemyndigheden. Ansøgeren blev indkaldt til at mø-de i retten. Ansøgeren stoppede med at arbejde og turde ikke tage hjem til sin egen bopæl efter at have modtaget indkaldelsen til retten. Ansøgeren tog ophold hos nogle familiemedlemmer. Om-kring en uge efter at være stoppet med at arbejde, besluttede ansøgeren og dennes fætter, at de ville gå hjem til ansøgerens bopæl. På vejen hjem blev de mødt af en bil, hvorfra der blev skudt mod dem. Ansøgerens fætter blev ramt og døde efterfølgende heraf. Ansøgeren opholdt sig her-efter hos sin moster i et par dage, hvorefter han udrejste af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder det ikke sandsynligt, at an-søgeren, uden instrukser herom, har ændret i mængden således at [A]s tilgodehavende beløb steg med 20 %, ligesom den angivende måde for bedrageriet forekommer nemt at opklare, hvorfor ansøgeren måtte være bekendt med, at den årlige revision med stor sandsynlighed ville opdage bedrageriet. Det findes påfaldende, at ansøgeren ikke kan erindre, hvornår bedrageriet startede eller hvor mange gange han lavede bedrageriet, særligt når der kun er tale om få gange. Det fin-des usandsynligt at revisionen ikke har opdaget bedrageriet i alle månederne, når de nu havde konstateret det i en måned. Flygtningenævnet finder det endvidere usandsynligt at [A] skulle have vilje til at begå drab i en sag, hvor ansøgeren er enig i, at myndighederne ville tro på [A]. Det beror alene på ansøgerens formodning, at det påståede attentat, hvor fætteren blev slået ihjel, var rettet mod ansøgeren. Det findes mindre troværdigt at eventuelle attentatmænd skulle gen-kende ansøgeren i mørke på 50 til 60 meters afstand, og derefter køre mod ansøgeren i stedet for blot at afvente, at ansøgeren kom tættere på bilen. Endelig lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgerens familie ikke er blevet opsøgt, hverken af Rasas folk eller af myndighederne. Som følge af ovennævnte tilsidesættes ansøgerens forklaring som utroværdig. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort at han vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i en individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/32/CHA
