Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk turkmener og sunnimuslim fra […], Kunduz, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far arbejdede med myndighederne, hvorfor der var vagter ved ansøgerens bopæl. Ansøgerens far havde tidligere ført kandidatur til et lokalt råd. Faren var imidlertid ikke blevet valgt. I forbindelse med at Talibans magt i området blev større, blev vagterne ved ansøgerens bopæl slået ihjel i kamphandlinger med Taliban. Ansøgerens far flygtede derfor fra området. I den efterfølgende tid kom Taliban dagligt til ansøgerens bopæl for at spørge efter faren. Ansøgerens storebror forsvandt omkring tre måneder efter farens flugt. Ansøgeren fik at vide, at storebroren var blevet slået ihjel af Taliban. Få dage efter storebrorens forsvinden, kom Taliban til bopælen og tog ansøgeren med sig. Ansøgeren fik bind for øjnene, og hans hænder blev bundet, hvorefter han blev kørt til en politistation, der lå omkring en halv times kørsel fra bopælen. Ansøgeren blev herefter afhørt om sin far. Ansøgeren blev under afhøringerne sparket og slået med forskellige redskaber. Ansøgeren blev desuden udsat for fuldbyrdet voldtægt to gange. Efter to døgn blev ansøgeren flyttet til en træningslejr ved nabolandsbyen. På et tidspunkt forlod talebanerne stedet for at spise aftensmad. Én af talebanerne sagde til ansøgeren og en anden dreng, at de skulle gå med talebanerne over til [A], der er en af landsbyens ansvarlige. Efter, de havde været hos [A], løb ansøgeren om på den anden side af huset. Ansøgeren og drengen løb herefter væk fra huset. Da talebaneren skød efter dem, stoppede drengen med at løbe. Ansøgeren tog til Kunduz, hvorefter han udrejste af Afghanistan. Flygtningenævnet har vurderet ansøgerens forklaring under hensyn til oplysningerne om hans alder, uddannelsesmæssige baggrund og de lægelige oplysninger, hvorefter ansøgeren har mærker på ryggen, der kan hidrøre fra vold. Flygtningenævnet har endvidere ved vurderingen været opmærksom på ansøgerens angivelse af visse forståelsesmæssige problemer i forbindelse med tolkning under tidligere afhøringer. Flygtningenævnet finder desuagtet ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den på centrale punkter indeholder divergenser. Ansøgeren har således blandt andet forklaret divergerende om omstændighederne omkring brorens forsvinden, herunder om hvornår dette skete, og hvornår og fra hvem ansøgeren har hørt om det passerede. Han har ligeledes forklaret divergerende om, hvorvidt hans fætter stak af sammen med ham, om fætteren standsede med det samme eller om, hvorvidt han var med til at melde forholdet til lokalpolitiet. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være således profileret over for Taliban eller andre, at han vil være i konkret eller individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det tilføjes, at hverken de generelle forhold i Afghanistan eller forholdene for personer med ansøgerens etnicitet i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke grundlag for at imødekomme en mere subsidiær påstand om udsættelse af sagen med henblik på foretagelse af en torturundersøgelse, idet en sådan efter de foran anførte omstændigheder ikke findes af væsentlig betydning for sagen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2019/26/JHB
