Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra Tutikighahgyi, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han arbejdede som mekaniker i sin landsby. Taliban kom en dag forbi værkstedet, og spurgte ansøgerens chef om, en person kunne reparere deres biler. Ansøgerens chef henvendte sig herefter til ansøgeren, og ansøgeren tog med de pågældende personer. Ansøgeren og personerne fra Taliban kørte i cirka 20 minutter, hvorefter ansøgeren reparerede deres bil. Ansøgeren blev efterfølgende kørt tilbage til værkstedet. Da ansøgeren kom tilbage, sagde ansøgeren til sin chef, at han ikke ville arbejde for Taliban igen, da de havde våben i deres bil, hvilket gjorde ansøgeren utryg. Ansøgerens chef sagde, at deres arbejde bestod i at reparere biler. Den samme aften fortalte ansøgeren om episoden til sin far, som sagde, at han ikke måtte arbejde for dem. Ansøgerens far havde tidligere oplevet problemer med dem, og han ønskede ikke, at det samme skulle ske for ansøgeren. Nogle dage efter henvendte Taliban sig på ny på værkstedet. Ansøgerens chef bad ansøgeren om at tage med. Ansøgeren sagde, at han var blevet syg, og at han ikke ville med, hvorfor han blev på værkstedet. Et par dage efter henvendte Taliban sig igen, hvorefter ansøgerens chef igen henvendte sig til ansøgeren. Ansøgeren sagde til sin chef, at han ikke ville med, og ansøgerens chef lod ansøgeren slippe. Taliban sendte herefter et brev til ansøgeren, som blev afleveret på værkstedet. I brevet stod, at ansøgeren skulle arbejde for dem. Et par dage kom endnu et brev, hvor der også stod, at han skulle arbejde for dem, og såfremt ansøgeren nægtede, vidste de, hvor ansøgeren befandt sig. De truede med, at de ville bortføre ansøgeren og tvinge ansøgeren til at arbejde for dem. Ansøgerens chef anbefalede ham at flytte, og det blev arrangeret, at ansøgeren blev overflyttet til chefens brors værksted i Jalalabad. I Jalalabad modtog ansøgeren et tredje brev fra Taliban, hvoraf fremgik, at Taliban ville halshugge ansøgeren, hvis han ikke arbejdede for dem. Ansøgeren udrejste af Afghanistan efter en til halvanden måned. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens troværdighed taget hensyn til, at han angiveligt er analfabet, men finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den på centrale punkter indeholder betydelige divergenser. Han har således blandt andet forklaret divergerende om, hvorvidt han ved sin første møde med Taliban reparerede deres bil på værkstedet, eller om han tog med dem og foretog reparationen på et værksted hos Taliban. Han har endvidere forklaret divergerende om rækkefølgen mellem opsøgninger og trusselsbreve fra Taliban og om den tidsmæssige afstand mellem de forskellige episoder. Han har også for nævnet først forklaret, at han var blevet bedt om at montere bomber i biler for Taliban og senere, at han blot formodede, at en sådan anmodning ville fremkomme. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/18/GJEY
