Nævnet meddelte i januar 2019 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig fra Afghanistan. Indrejst i 2015/2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra Kunar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hans far omkring otte måneder inden udrejsen besluttede, at ansøgeren skulle gå i den lokale madressa. Da ansøgeren havde gået i madressaen i omkring to måneder fortalte læreren, at ansøgeren sammen med fire andre elever skulle på tur til Pakistan for at deltage i en koranoplæsningskonkurrence. I Pakistan blev ansøgeren og de andre elever fra hans skole introduceret til [A], som fortalte at eleverne ikke måtte fortælle om de ting, som de havde oplevet i Pakistan, når de kom hjem. Ansøgeren vendte tilbage til sin madressa. Omkring tre måneder senere fik ansøgeren at vide, at han sammen med 14 andre elever igen skulle på tur til Pakistan. Efter ankomsten til Pakistan holdt [A] en tale for ansøgeren og de andre elever fra hans madressa, hvor han fortalte om jihad og opfordrede til kamp mod de udenlandske tropper. Da de skulle hjem, opdagede ansøgeren, at de kun var ti elever, der skulle med tilbage. Ansøgerens underviser fortalte, at de øvrige fem elever skulle blive i Pakistan for at modtage ekstra træning. De fik igen at vide, at de ikke måtte fortælle nogen, hvad de havde oplevet i Pakistan. Omkring tre måneder senere fik ansøgeren at vide, at han sammen med 16 andre elever skulle med på endnu en tur til Pakistan. [A] talte igen om jihad og fortalte, at de fem drenge, der tidligere var blevet i Pakistan, havde deltaget i jihad. Herefter tog [A] ti elever fra ansøgerens madressa med sig. Disse ti elever kom ikke med tilbage til Afghanistan. Ansøgeren kom med tilbage, men han fik at vide, at han næste gang ville være klar til at blive i Pakistan. Endnu engang fik ansøgeren og de resterende elever at vide, at de ikke måtte fortælle nogen, hvad de havde oplevet. Da ansøgeren kom hjem, fortalte han alligevel sin mor, hvad han havde oplevet i Pakistan. Moren fortalte det hele videre til ansøgerens far, som besluttede, at ansøgeren ikke længere skulle gå i madressaen. Fire dage senere rettede underviseren fra madressaen henvendelse på familiens bopæl og spurgte, hvorfor ansøgeren ikke længere deltog i undervisningen. Hertil svarede ansøgerens far, at han ikke ønskede, at ansøgeren skulle blive selvmordsbomber. Underviseren truede ansøgerens far, og sagde, at han ville fortælle Taliban om ansøgeren, hvis han ikke vendte tilbage. To dage senere ringede en Taliban-kommandant til ansøgerens far og sagde, at ansøgeren skulle genoptage sin undervisning. Herefter blev ansøgeren sendt til Kabul, hvor han boede hos sin fars ven. En dag ringede ansøgerens far til sin ven og fortalte, at han igen var blevet ringet op af Taliban-kommandanten, som sagde, at han vidste, at ansøgeren var i Kabul, og at han ville blive slået ihjel, hvis han ikke kom tilbage. Herefter arrangerede farens ven ansøgerens udrejse fra Afghanistan. I Iran kom ansøgeren telefonisk i kontakt med sin ven, der fortalte, at Taliban havde opsøgt familiens bopæl, og at de havde udsat ansøgerens far for overgreb og kidnappet ham. Ansøgerens mor og søskende flyttede derefter hjem til ansøgerens morbror. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnets flertal har således lagt til grund, at ansøgeren i forbindelse med sit ophold på en koranskole har fået at vide, at det næste gang var hans tur til at blive selvmordsbomber for Taliban, og at ansøgeren måtte udrejse af Afghanistan som følge heraf. Flygtningenævnets flertal lægger endvidere til grund, at ansøgeren må anses for at være særligt profileret i relation til Taliban, idet han under ophold i Pakistan har fået kendskab til Talibans rekrutteringsmetoder. Ansøgeren har således tre gange været i Pakistan i forbindelse med konkurrencer i koranoplæsning, og under disse ophold har en navngiven imam redegjort for blandt andet ansøgerens pligt til at deltage i jihad samt gjort ham bekendt med, at det nu var hans tur til at deltage. Flertallet har endvidere lagt til grund, at ansøgerens far blev gjort bekendt med rekrutteringsforsøget, og at han som følge heraf tog ansøgeren ud ad koranskolen i Afghanistan, hvorefter faren blev opsøgt af Taliban, der truede med at slå ansøgeren ihjel, såfremt han ikke vendte tilbage til koranskolen. Flygtningenævnets flertal lægger yderligere til grund, at faren herefter foranledigede, at ansøgeren udrejste af Afghanistan. Ansøgerens mor og søskende har taget ophold hos ansøgerens morbror. Ansøgeren har fra sin ven i landsbyen fået oplyst, at faren er blevet taget af Taliban. Flygtningenævnets flertal finder endvidere efter en samlet vurdering af ansøgerens sociale og personlige forhold ikke, at det vil være rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif som internt flugtalternativ. Flygtningenævnets flertal har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren må anses for at være særligt profileret i forhold til Taliban på grund af den viden, han har opnået under sine ophold i Pakistan, hvor en navngiven imam direkte har rekrutteret unge mænd, herunder ansøgeren, til jihad. Flygtningenævnets flertal har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren har videregivet disse oplysninger til sin familie og også under sit ophold i Danmark har forklaret om den navngivne persons rekrutteringsforsøg. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at det ikke kan udelukkes, at Taliban selv efter, at der er forløbet nogle år, vil have en interesse i at finde frem til ansøgeren, og at Taliban tillige vil være i stand til at finde ansøgeren, såfremt han tager ophold et af de nævnte steder. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.”. Afgh/2019/17/CHHA
