Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive slået ihjel af Taliban, fordi han har arbejdet i nationalpolitiets efterretningstjeneste. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han søgte ind i nationalpolitiet den [i foråret] 2010, hvor han arbejdede indtil [sommeren] 2012. Han havde rang af menig og arbejdede blandt andet med at hjælpe de engelske styrker, hvor han skulle indsamle oplysninger i civil og derefter videregive oplysningerne til de engelske styrker. Der var omkring 30 mand i enheden, som var lokaliseret i Logar-provinsen, Shikar Qala området, distrikt [X]. Ansøgerens far modtog en dag i 2012 et trusselsbrev, hvoraf fremgik, at ansøgeren skulle stoppe med at arbejde for myndighederne, men det nægtede ansøgeren. Dernæst blev ansøgeren [i sommeren] 2012 stoppet af fire personer fra Taliban, da han var på vej hjem til sin familie, fordi hans mor var blevet syg. Ansøgeren blev tilbageholdt i 44 eller 45 dage, hvor han blev afhørt og udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren blev en dag befriet af den afghanske nationalhær og udenlandske tropper. De satte ham af ved en vej og gav ham 100 afghani, hvorefter han tog en taxa til Jalalabad. Han udrejste [i efteråret] 2012 illegalt fra Afghanistan til Pakistan, hvor hans søster boede. Samme aften blev ansøgerens far opsøgt og slået af fire personer fra Taliban, hvilket førte til, at han døde. Ansøgerens mor og ægtefælle udrejste derefter til Pakistan. Efter tre år i Pakistan, hvor ansøgeren arbejdede hos sin svoger, udrejste han illegalt af Pakistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han har været tilbageholdt af Taliban, til grund. Flygtningenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om sit asylmotiv. Ansøgeren har i asylansøgningsskemaet skrevet, at det lykkedes ham at flygte fra Taliban, mens han til oplysnings- og motivsamtalen og senere under sagen har forklaret, at han blev befriet af de afghanske myndigheder og udenlandske styrker. Først i forbindelse med advokatindlægget og under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han efter befrielsen fra Taliban talte med den øverste kommandant, [A], der blev gjort bekendt med anledningen til opkaldet og bekræftede hans identitet. Den bekræftelse, ansøgeren har indhentet fra sin kommandant, oplyser, at ansøgeren udeblev efter orlov, og oplyser intet om en tilbageholdelse. Hertil kommer, at ansøgeren efter sin forklaring ikke har fortalt nogen på sin base om trusselsbrevet eller sin tilbageholdelse. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han aldrig har haft et pas og aldrig har søgt visum, hvilken forklaring ansøgeren har fastholdt under første del af asylsamtalen. Senere under denne samtale, da han af Udlændingestyrelsen blev foreholdt visumoplysningerne, har ansøgeren forklaret, at han har fået udstedt pas og søgt visum gennem en agent. Ansøgerens forklaring under nævnsmødet om, at han havde glemt det, forklarer ikke på en rimelig måde denne divergens. Det fremgår af visumansøgningen, at ansøgerens pas er udstedt [i efteråret] 2012, på hvilket tidspunkt ansøgeren angiveligt var tilbageholdt af Taliban. Hertil kommer, at ansøgeren i forbindelse med visumansøgningen i 2013 har været på den tyske ambassade i Kabul for at afgive finderaftryk. Da Flygtningenævnet har tilsidesat ansøgerens forklaring om hans konflikt med Taliban, er der ikke grundlag for at foranstalte en torturundersøgelse. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren arbejdede for specialenheden 333 i Afghanistan. Dette forhold er ikke i sig selv asylbegrundende. Ansøgeren har forklaret, at han var enten maskeret eller i civil under operationer, at han aldrig har deltaget i anholdelser, og at han aldrig har deltaget i operationer i [Z]. Ansøgeren kan derfor henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan, for eksempel Kabul, hvor hans familie, herunder mor og ægtefælle, bor. Det forhold, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan som følge af desertering er i risiko for at blive frakendt sin pension og idømt en fængselsstraf, kan ikke føre til et andet resultat, idet bemærkes, at straffen for desertering ikke kan anses for uforholdsmæssig. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/11/SLH
