Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2017.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk afghaner og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren er fra Kunduz-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter en kommandant ved navn [A], som har slået ansøgerens far ihjel og har truet ansøgeren og ansøgerens familie. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til, at hans far var en kendt lokal myndighedskommandant, som bekæmpede Taliban. Ansøgeren far og farbror arbejdede sammen og blev begge slået ihjel, mens de var på en post. Nogle dage herefter fortalte en af ansøgerens fars venner ved navn [J], at [A] havde arrangeret, at ansøgerens far og resten af kommandanterne på posten blev bedøvet. [A] havde puttet medicin i deres mad, således at de alle sammen besvimede. Herefter tilkaldte [A] Taliban til posten. Taliban slog ansøgerens far, ansøgerens farbror og otte andre soldater ihjel og overtog kontrollen over posten. Ansøgerens mor henvendte sig til myndighederne, og informerede disse om [J ] oplysninger. Myndighederne oplyste, at de ville finde [A] og undersøge sagen. Nogle dage efter fortalte nogle myndighedspersoner, at [A] havde forladt sit job og tilsluttet sig Taliban. Efter to eller tre dage modtog ansøgeren og hans familie et trusselbrev fra [A], som truede med at slå familien ihjel, da de havde henvendt sig til myndighederne. Ansøgeren og hans familie henvendte sig igen til myndighederne med trusselbrevet. Myndighederne fortalte ansøgeren og hans familie, at de ikke kunne beskytte dem og rådede dem til at rejste fra deres hjemområde. Ansøgeren og hans familie rejste herefter til ansøgerens moster, som boede i Kunduz-provinsen. Efter 18-20 dage forlod ansøgeren Kunduz-provinsen og tog til Iran. Ansøgeren mor og lillebror blev i Kunduz-provinsen. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren fremstod med tilstrækkelig modenhed til at gennemgå en asylsagsbehandling, og at han i den forbindelse under nævnsmødet besvarede de stillede spørgsmål relevant. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale dele af sit asylmotiv, ligesom selve asylmotivet fremstår usammenhængende og dermed usandsynligt. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvad årsagen til fjendskabet mellem faren og [A] var, ligesom han ikke har kunnet redegøre overbevisende for [As] ønske om at dræbe faren. Uanset om ansøgeren har forklaret divergerende om indholdet af trusselsbrevet, finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om, hvad truslen gik ud på, herunder at den gik ud på et spørgsmål om, hvorfor ansøgeren og hans familie havde anmeldt [A], ikke forekommer overbevisende. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han var på et værelse i huset, da hans mor fik at vide, at faren var blevet dræbt, eller om han var uden for sammen med moren, hvor han også selv hørte det og så budbringeren. Endelig har ansøgeren forklaret udbyggende om, hvorvidt han havde mødt [A] forud for dennes drab på faren. Ansøgerens forklaring om, hvordan faren og soldaternes mad blev forgiftet med bedøvelsesmiddel, før de blev slået ihjel, forekommer i øvrigt mindre sandsynlig. Der er herved lagt vægt på, at det forekommer mindre sandsynligt, at [A] skulle ulejlige sig med at bedøve faren og soldaterne, inden han tilkaldte taleban, som derefter slog dem ihjel. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/98/TBP
