Nævnet meddelte i februar 2018 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt fem børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske tadjikere og sunni-muslimer fra landsbyen [A] i Shakardara distriktet, Kabul provinsen, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har dog været medlem af Det Demokratiske Afghanske Folkeparti, indtil Najibullahs regering væltede. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han og hans familie vil blive slået ihjel af Taliban, idet han under en fredsforhandling har været skyld i, at hans overordnede, imod forhandlingernes forudsætninger, greb til anholdelse af to kommandanter fra Taliban. Den mandlige ansøger har som yderligere asylmotiv henvist til, at han frygter sin overordnede, [B], og at blive slået ihjel af de afghanske myndigheder, idet han er flygtet fra fængslet. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han i [efteråret] 2005 blev ansat som administrativ medarbejder hos den afghanske efterretningstjeneste i distriktet Shakardara. Efter mere end ni år blev ansøgeren af sin chef, [B], udnævnt til at være operativ officer. Ansøgerens operative arbejdsopgaver bestod i, at han skulle skabe og opretholde sikkerheden i Shakardara området ved at etablere kontakt og mægle mellem blandt andet Taliban og efterretningstjenesten. Ansøgeren udførte sit arbejde hemmeligt. Han tog kontakt til betydningsfulde personer i lokalområdet med henblik på at levere beskeder fra efterretningstjenesten til de inderste kredse i Taliban. Den 23. september 2015 bad [B] ansøgeren om at aftale et møde med Talibans kommandanter [C] og [D] med henblik på at indgå en fredsaftale med dem. Mødet fandt sted en uge efter i en æblehave i [byen]. Mødet foregik fredeligt, og kommandanterne tog godt imod efterretningstjenestens budskab om fred, og de tilbudte amnestier. Næste møde med kommandanterne fandt sted [i efteråret] 2015. Denne gang deltog [B], samt en del efterretningsfolk, også. Under dette møde blev de to kommandanter fra Taliban efter ordre fra [B] imidlertid anholdt. Da ansøgeren den efterfølgende dag henvendte sig til [B], for at spørge, hvorfor der blev foretaget uventede anholdelser under fredsforhandlingerne, blev han anklaget for at være i ledtog med Taliban. Ansøgeren blev anholdt og indespærret i tre dage. Ved hjælp af to kollegaer lykkedes det ansøgeren at flygte. Da han kom hjem, fik han at vide af den kvindelige ansøger, at deres bopæl var blevet opsøgt fire gange af Taliban, som beskyldte ansøgeren for at stå bag anholdelsen af deres to kommandanter. Ansøgerens bopæl var også blevet opsøgt af myndighederne, som havde bedt den kvindelige ansøger om at fortælle ansøgeren, at han skulle overgive sig. Ansøgeren tog efterfølgende sammen med sin familie til Herat, hvorfra de udrejste af Afghanistan. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at den mandlige ansøger arbejdede for det hemmelige politi. På et tidspunkt forsvandt han i fire dage. Nogle personer fra Taliban opsøgte herefter familiens bopæl tre gange. Hver gang spurgte de efter den mandlige ansøger. Den fjerde aften efter den mandlige ansøger var forsvundet, blev ansøgeren opsøgt af tre personer, der fortalte, at de var fra den mandlige ansøgers arbejdsplads. De ville vide, hvor den mandlige ansøger befandt sig, hvortil ansøgeren svarede, at han var på arbejde. Personerne fortalte ansøgeren, at den mandlige ansøger havde begået noget strafbart, og at han var flygtet fra arresten, hvorefter de forlod bopælen. En til to timer senere blev ansøgeren igen opsøgt. Denne gang var det tre-fire personer fra Taliban. Personerne udsatte ansøgeren og hendes børn for fysiske overgreb i form af slag og spark. De spurgte efter den mandlige ansøger, og mens overgrebene stod på, råbte de, at to kommandanter fra Taliban var blevet anholdt, og at den mandlige ansøger ikke havde gjort, hvad han havde lovet. Personerne truede hende, idet de sagde, at de ville slå hende og hendes børn ihjel, hvis ikke den mandlige ansøger overgav sig til Taliban. De fortalte hende, at de ville komme tilbage den følgende dag. I løbet af natten kom den mandlige ansøger hjem, og familien begyndte deres udrejse med det samme. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaring til grund, idet forklaringerne har været konsistente og detaljerede og har fremstået selvoplevede. Flygtningenævnet lægger således på grundlag af den mandlige ansøgers forklaring til grund, at han efter endt uddannelse blev ansat på efterretningstjenestens distriktskontor i Shakardara, hvor han i ni år udførte administrative opgaver. Nævnet finder, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort, at han stammer fra en familie, der var kendt og respekteret i lokalområdet, herunder i [A], hvor ansøgerne boede i den ejendom, som de havde arvet efter ansøgerens far. På denne baggrund finder nævnet det sandsynligt, at netop ansøgeren af sin nye overordnede, [B], blev flyttet til den operative afdeling for med hjælp fra landsbyformanden i [A] at etablere kontakt med to lokale Taliban kommandanter. Flygtningenævnet finder, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort, at hans overordnede, [B], misbrugte den mandlige ansøgers indsats til at hævne sig på de to kommandanter, og at [B], da ansøgeren påtalte dette, anklagede den mandlige ansøger for at sympatisere med og støtte Taliban og foranledigede den mandlige ansøger fængslet. Nævnet finder videre, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort, at han med bistand fra to kollegaer kunne undvige fra arresten. På grundlag af den kvindelige ansøgers forklaring, finder nævnet, at det kan lægges til grund, at hun i de fire dage, hvor den mandlige ansøger ikke kom hjem, flere gange blev opsøgt af Taliban og den fjerde aften tillige af myndighederne, der ledte efter den mandlige ansøger, og at Taliban den sidste aften slog den kvindelige ansøger og børnene og truende med, at de ville vende tilbage næste dag for at få hævn over den mandlige ansøger. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne har sandsynliggjort, at den mandlige ansøger har bragt sig i et sådant modsætningsforhold til Taliban, at han ved en tilbagevenden vil risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, fra Talibans side. Nævnet finder endvidere, at den mandlige ansøger vil stå i et modsætningsforhold til sin overordnede [B], og at den mandlige ansøger tillige fra [B] side vil risikere at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at bringe udlændingelovens § 7, stk. 1 i anvendelse. Den kvindelige ansøger har i det hele henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. På denne baggrund meddeler Flygtningenævnet ansøgerne og deres fem børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2018/97/AZU
