Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [landsbyen A], Tagab distriktet, Kapisa provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, idet Taliban vil hverve ham til krigen. Ansøgeren frygter endvidere myndighederne i form af det lokale politi, Arbaqjen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han boede i landsbyen [A], som i en årrække har været kontrolleret af Taliban. Ansøgeren blev fra en tidlig alder tvunget til at udføre opgaver for Taliban. Ansøgerens opgaver bestod i de senere år i at hente og bringe våben og forsyninger til Taliban og i at holde vagt i forskellige landsbyer i Tagab-distriktet. Derudover bistod ansøgeren Taliban i forbindelse med kamphandlinger, idet han var tvunget til det. Han deltog ikke i kamphandlingerne, men skulle bringe våben og forplejning til Taliban. Ansøgeren kunne ikke nægte at bistå Taliban, idet han blev opsøgt og hentet på sin bopæl og truet på livet, hvis han forsøgte at gemme sig. Han har affyret sit eget våben mod Talibans modstandere en enkelt gang. Han havde fået besked om, at holde vagt og afgive varselsskud, hvis nogen nærmede sig. Da han bemærkede, at nogen bevægede sig i retning af stedet, hvor han holdt vagt, og så lys nærme sig fra lang afstand, skød han i retning mod lyset. Han ved ikke om han ramte noget eller nogen. En aften, da ansøgeren skulle holde vagt på en plantage i [A], besluttede han at flygte. Han var bange og træt, fordi der havde været mange episoder, og han havde måtte holde vagt hver nat. Ansøgeren løb hen til sin morbrors bopæl i byen [B], hvorfra han samme nat udrejste af Afghanistan. Hans farbrors søn, [C], var en magtfuld kommandant i Tagab. Det var især [C] og kommandanten [D], der pressede ansøgeren i forhold til at hjælpe Taliban. De vil ønske at hævne sig på ansøgeren, og i kraft af deres magtfulde position vil de kunne finde ham overalt i Afghanistan. Ansøgeren har som asylmotiv yderligere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Arbaqjen, der kæmpede mod Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er opvokset i en landsby, hvor alle vidste, at han hjalp Taliban. Det var også kendt, at han var knyttet til de to kommandanter. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgerens forklaring grundlæggende har været konsistent og detaljeret, ligesom forklaringen har fremstået selvoplevet. På grundlag af ansøgerens forklaring lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren, der stammer fra et område, der er under Talibans kontrol, fra barnsben har udført forskellige praktiske opgaver for Taliban, at han på et tidspunkt efter farens død fik udleveret en riffel, og at ansøgeren i årene op til udrejsen holdt vagt efter anvisninger fra Taliban og hentede og bragte våben og ammunition for Taliban, herunder i forbindelse med kamphandlinger. Nævnet kan endvidere lægge til grund, at ansøgers farbrors søn, [C], var kommandant i lokalområdet. Nævnet finder ikke, at ansøgeren kan anses for indrulleret i Taliban, eller at ansøgeren af Taliban har været anset for andet og mere end en praktisk hjælper. Ansøgerens forklaring under nævnsmødet om, at farbrorens søn havde store planer med ansøgeren, er af udbyggende karakter, og det samme gælder ansøgerens forklaring om, at der i dagene efter ansøgerens flugt var planlagt et større angreb. Nævnet kan ikke lægge denne del af ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren, fordi han forlod sin vagtopgave ikke vil kunne vende tilbage til sit hjemområde, idet ansøgeren ved en tilbagevenden til sin hjemegn vil risikere at blive udsat for tortur eller umenneskelig behandling eller straf fra Talibans side. På den baggrund vurderer nævnet, at ansøgeren vil være omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren uanset slægtskabet med [C] og kontakten med [D] har sandsynliggjort, at han er profileret på en sådan måde, at han vil risikere overgreb fra Talibans side, såfremt ansøgeren ved tilbagevenden til Afghanistan tager ophold andetsteds end i hjemområdet. Det samme er tilfældet i forhold til myndighederne. Nævnet finder derfor, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Herat eller Mazar-e-Sharif som internt flugtalternativ. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren er en ung og arbejdsduelig mand uden helbredsmæssige problemer. På den baggrund finder nævnet, at det må anses for rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold de nævnte steder, hvor levevilkårene vil være af en sådan karakter, at basale humanitære rettigheder ikke krænkes. Nævnet bemærker, at de generelle forhold, herunder den sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan, ikke kan medføre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ikke vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/96/AZU
