Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra […] Paktia Provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af sin fars fætters sønner, der har dræbt hans far på grund af en jordkonflikt, idet de ikke vil have, at han skal gøre krav på sin fars jord. Ansøgerens far var slagter og havde sin egen butik. Herudover ejede han meget jord, og nogle gange blev der stjålet store mængder kød fra butikken. På en for ansøgeren ukendt dato blev ansøgerens far inviteret til et møde med sin familie, hvor han fik at vide, at han skulle overdrage sin jord til familien og forlade sit hus. Klokken 8 om morgenen den følgende dag kom tre mænd, hvoraf ansøgeren genkendte to personer som værende sin fars fætters sønner, til ansøgerens hjem og skød faren, der døde på stedet. Ansøgeren kendte ikke den tredje person, der i stil med talebanere havde et langt fuldskæg. Dagen efter drabet fortalte ansøgerens mor ansøgeren og hans søskende, at de skulle rejse. Familien tog herefter til byen [K], hvor de havde nogle slægtninge. I [K] fortalte ansøgerens mor ham, at de havde modtaget et brev fra Taliban, hvoraf det fremgik, at de ville blive slået ihjel, hvis ikke de forlod deres hus. Efter et par dages ophold i [K] udrejste ansøgeren sammen med sin familie til Pakistan, hvor han sammen med sin mor og sine søskende tog ophold i en flygtningelejr i omkring to måneder. Herefter flyttede han hjem til sin morbror, der boede og havde opholdstilladelse i Pakistan. Mens de opholdt sig i Pakistan fortalte ansøgerens mor ham, at deres hus i Afghanistan var blevet brændt, og at hans fars fætters sønner var begyndt at bruge deres jord, som de nu havde taget i deres besiddelse. Mens ansøgeren var i sin morbrors hjem, ringede hans morbror til ham og fortalte ham, at han skulle udrejse fra Pakistan, hvorefter ansøgeren udrejste fra landet. Mens ansøgeren var i [et europæisk land], blev han en mørk aften skudt […] af for ham ukendte gerningsmænd. Efter ansøgerens ankomst til [et andet europæisk land], fik han at vide af sin morbror, at denne havde sendt ham ud af Pakistan, fordi hans liv havde været i fare, og at hans fars fætters ene søn arbejdede som menneskesmugler, og at det måske var ham, der havde skudt ham i [et europæisk land]. Ansøgeren har som asylmotiv ydermere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at hans mor, mens de opholdt sig hos deres slægtninge i [K], fortalte ham, at hans fars fætters sønner samarbejder med Taliban. Ansøgeren og hans mor var derfor sikre på, at disse havde bedt Taliban om at skrive brevet til dem. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgerens forklaring på en række punkter fremstår påfaldende og usandsynlig. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har forklaret, at han ikke kender årsagen til sin fars konflikt, som medførte, at faren blev dræbt. Det er således alene ansøgerens formodning, at der var tale om en jordkonflikt, og dermed også alene en formodning, at ansøgerens fars slægtninge efterstræber ham. Selv hvis det lægges til grund, at der er tale om en jordkonflikt, bemærker Flygtningenævnet, at det forekommer påfaldende, at det er ansøgeren og ikke hans ældre bror, der som familiens ældste søn er efterstræbt i den forbindelse. Flygtningenævnet finder det endvidere usandsynligt, at ansøgeren udrejste fra Pakistan alene på baggrund af et telefonopkald fra ansøgerens morbror, særligt i betragtning af, at morbroren ikke fortalte ansøgeren årsagen til, at ansøgeren var i fare og straks skulle udrejse. Det beror alene på ansøgerens formodning, at ansøgeren er efterstræbt af Taliban, som ansøgeren ikke personligt har haft nogen kontakt med. Endelig finder Flygtningenævnet, at det forekommer mindre sandsynligt, at en mand, som ansøgeren tilfældigt mødte i Tyrkiet, har betalt de 5.000 USD, som ansøgerens videre rejse til Europa har kostet. Det beror endvidere alene på ansøgerens formodning, at det forhold, at han i [et europæisk land] blev ramt af et skud, har nogen forbindelse med ansøgerens fars konflikt i Afghanistan seks til syv år tidligere. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring, finder Flygtningenævnet, at forklaringen i det hele fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/95/MKT
