Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk uzbek og sunni muslim af trosretning fra [landsbyen], Samangan, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af [T], en højtstående politisk person, som ønskede, at ansøgeren slog [O] ihjel, og som beskyldte ansøgeren for at være involveret i, at hans onkel, [A], blev slået ihjel. Ansøgeren frygter også at blive dræbt af [O], som ligeledes var en højtstående politisk person, der ville have ansøgeren til at dræbe [T]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far blev slået ihjel [i sommeren 2011]. Hans far var medlem af partiet Jombeshe Mili Islami. [A] var medlem af samme parti, men han ønskede ikke, at ansøgerens far blev valgt til parlamentet. [A] havde advaret ansøgerens far flere gange, efter han blev bekendt med, at ansøgerens far ville stille op til parlamentsvalget. [A] tilbød ansøgerens far, at han kunne blive borgmester, hvis han trak sit kandidatur til parlamentet tilbage. Dette accepterede ansøgerens far. Ansøgerens far blev fundet bevidstløs og skadet i en bil og døde efterfølgende af sine kvæstelser. Ansøgeren anmeldte drabet på sin far til myndighederne, men de kunne ikke hjælpe med at opklare sagen. Ansøgeren forsøgte at finde ud af, hvad der var sket med hans far. Han kontaktede [O]. [O] fortalte, at det var [T] og [A], der stod bag drabet på ansøgerens far. [O] tilbød ansøgeren at skaffe våben og hjælpe økonomisk, så han kunne slå [A] ihjel, men ansøgeren ønskede ikke selv at slå ham ihjel. Ansøgeren ville have, at [O] slog ham ihjel. Efter et stykke tid blev ansøgeren indkaldt til et møde hos [AN], som var medlem af samme parti som [O]. Han sagde til ansøgeren, at hvis ikke ansøgeren slog [A] ihjel, så ville han selv blive slået ihjel. Ansøgeren blev dernæst kontaktet af [T], som sagde, at det var [O], der havde slået ansøgerens far ihjel. [T] sagde, at hvis ikke ansøgeren slog [O] ihjel, så ville han selv blive slået ihjel. Nogle dage efter blev ansøgeren kontaktet af hans mosters søn, [J], som arbejdede for [T]. [J] fortalte ansøgeren, at han ville blive opsøgt på hans bopæl, og derfor tog ansøgeren hjem til en ven. Ansøgerens bopæl blev opsøgt, og der blev spurgt efter ansøgeren. Natten efter den første opsøgning blev ansøgerens bopæl igen opsøgt. Ansøgeren var ikke hjemme. Natten efter anden opsøgning valgte ansøgeren at tage hjem, fordi han ikke regnede med, at han ville blive opsøgt igen. Ansøgeren blev alligevel opsøgt. Ansøgeren nåede at flygte, inden mændene kom ind i deres hus. Ansøgerens familie blev låst inde i et rum, og ansøgerens søster blev voldtaget og dræbt. Ansøgeren kom hjem om morgenen og fandt dem. Ansøgeren sov derefter tre nætter i skoven. Ansøgeren var hjemme om dagen til en mindeceremoni for sin søster. Han udrejste af Afghanistan [i sommeren 2014]. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens forklaring fremstår bemærkelsesværdig. Forklaringen findes dog i et vidt omfang at skulle ses i lyset af, at centrale dele af ansøgerens asylmotiv kan afledes af drabet på hans far, og at han som følge heraf i vidt omfang har forklaret om forhold, som han ikke selv har oplevet. På den baggrund finder Flygtningenævnet ikke fuldt tilstrækkelige holdepunkter for at tilsidesætte ansøgerens forklaring. Uanset om ansøgeren måtte have sandsynliggjort sit asylmotiv, finder Flygtningenævnet imidlertid, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sherif. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren har en 14-årig skoleuddannelse, og har haft fast arbejde i hjemlandet. Ligeledes har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren er en yngre mand uden helbredsproblemer. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at det må anses for rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold i en af de nævnte provinser. Nævnet finder derfor ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/79/SMLA
