Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2017.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra landsbyen, [A], i Maidan Wardak-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive udsat for overgreb af Taliban, idet han har modsat sig at samarbejde med dem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at Taliban har stor indflydelse i ansøgerens hjemby. På et tidspunkt opsøgte Taliban familiens bopæl for at rekruttere ansøgeren. Faren foreviste en lægeerklæring, hvoraf det fremgik, at ansøgeren var alvorligt syg, hvilket Taliban accepterede. Omkring to dage senere kom Taliban tilbage. Ansøgeren var ikke til stede, men da han kom hjem, fik han af sin far at vide, at han fremover ikke måtte gå ud og lege, idet Taliban var efter ham. To-tre uger senere opsøgte 17-20 talebanere bopælen. Faren og ansøgerens ældste bror, [C], gik ud for at tale med dem. Omkring 15 minutter senere hørte ansøgeren skud, og han og hans næsteældste bror, [B], gik udenfor, hvor de så, at faren og [C] var blevet slået ihjel. Talbanerne fortalte ansøgeren og [B], at de to-tre dage senere skulle placere en dunk under en bro, og at de ville få en fjernbetjening, som de skulle bruge til at detonere dunkens indhold. Talebanerne fortalte videre, at de ville slå dem ihjel, hvis ikke de indvilgede i at samarbejde, ligesom de havde slået deres far og bror ihjel. Talebanerne forlod bopælen og fortalte, at de ville komme tilbage to-tre dage senere for at gennemføre bombeangrebet. Ansøgeren og hans familie udrejste af Afghanistan, før Taliban kom tilbage. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at Flygtningenævnet ikke finder grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen til fornyet aldersvurdering af ansøgeren. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Flygtningenævnet ved afgørelse af [begyndelsen af] 2018 har taget stilling til ansøgerens klage over Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2017 om ansøgerens alder. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke for Flygtningenævnet er fremkommet nye oplysninger, der kan begrunde en fornyet aldersvurdering. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren, der er født i [sommeren] 2001 og således er mindreårig, er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylbehandling. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om konflikten med Taleban fremstår bemærkelsesværdig, divergerende og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder det bemærkelsesværdigt, at Taliban mødte op på ansøgerens bopæl to gange for at rekruttere ansøgeren uden at anvende tvang, og at Taliban derefter mødte op på ny nogle uger senere for nu at rekruttere ansøgernes far og ældste bror, og at talebanerne valgte at skyde ansøgerens far og bror, da disse nægtede. Det forekommer også bemærkelsesværdigt, at talebanerne skød ansøgerens far og ældste storebror, fordi de nægtede at placere bomben, men ikke ansøgers næstældste storebror, der også nægtede at placere bomben. Flygtningenævnet finder det endvidere bemærkelsesværdigt, at der mødte hele 17-20 talebanere op på bopælen for at få familien til at anbringe en bombe. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det fremgår af Flygtningenævnets baggrundsmateriale, at Talibans rekruttering af medlemmer primært sker på frivillig baggrund, og at rekrutteringen ikke er karakteriseret ved direkte vold eller tvang. Flygtningenævnet finder det endvidere bemærkelsesværdigt, at Taliban de første to gange kun var interesseret i at rekruttere ansøger og ikke ansøgers far eller brødre, ligesom det forekommer bemærkelsesværdigt, at talebanerne kom igen efter nogle få dage, når ansøgers far havde vist dem dokumentation for, at ansøger var syg. Flygtningenævnet har herudover lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om episoden, hvor Taliban møder op med bomben. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at talebanerne ønskede, at hans far skulle opbevare dunken med sprængstof på bopælen, og at hans far afviste at opbevare dunken, hvorefter faren og ansøgerens bror blev slået ihjel, mens ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at hans far og bror [C] skulle sprænge bomben, som var i dunken. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at talebanerne viste ansøgerens bror [B] indholdet i sækken, og at ansøgeren ikke så indholdet, mens ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at hverken han eller [B] fik lov til at se i sækken, hvor bomben blev opbevaret. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at sækken, hvori bomben var placeret, var hvid og lavet af garn eller tråde, at bomben i sækken var placeret i en gul dunk, og at han ikke selv så dunken med bomben, men at talebanerne viste den til [B], mens ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at han så en gul dunk i en hvid sæk, at han kunne se gennem sækken, fordi den var gennemsigtig, og at der i sækken med dunken desuden lå nogle ledninger, som var røde, sorte og blå. Flygtningenævnet har herudover lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han ikke så fjernbetjeningen til bomben, mens han til asylsamtalen har forklaret, at han så lederen for talebanerne stå med en sort fjernbetjening i hånden. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv er konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/77/SOL