Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af den mullah, som har sendt ansøgeren i koranskole. Herudover frygter ansøgeren Taliban, idet mullahen samarbejder med Taliban. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at mullahen bad ansøgeren om at komme i moskeen en nat. Herefter blev ansøgeren og fire andre drenge kørt til en religiøs skole. Ansøgeren opholdte sig på skolen i omkring 2½ måneder. Ansøgeren modtog religiøs undervisning, gjorde rent i køkkenet og hjalp kokken, [MS]. [MS] fik hjerteanfald en dag, og ansøgeren hjalp ham. [MS] lovede ansøgeren, at han ville fortælle ansøgeren nogle ting om skolen. Efter en uge fik ansøgeren fortalte af [MS], at ansøgeren og nogle andre drenge ville blive sendt til Taliban, hvor de skulle udføre selvmordsaktioner. [MS] kendte ansøgerens far og vil hjælpe ansøgeren væk fra skolen. Efter nogle dage fik [MS] overtalt kommandanten til at lade ansøgeren komme med ud for at handle og bære ting. [MS] talte med en person i en butik i bazaren og afleverede ansøgeren til denne person. Ansøgeren fik at vide, at personen ville hjælpe ham ud af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet han har forklaret divergerende om centrale dele af sit asylmotiv, ligesom forklaringen forekommer usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har til asylsamtalen og under nævnsmødet forklaret, at [MS] ikke havde kontakt med ansøgerens far, inden han arrangerede ansøgerens udrejse, mens ansøgeren i sit asylansøgningsskema har skrevet, at [MS] og ansøgerens far havde kontakt, at [MS] havde aftalt med ansøgerens far, at ansøgeren skulle udrejse af landet, og at de havde planlagt, at han skulle rejse til et andet land. Videre har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorvidt der på den religiøse skole blev talt om selvmordsaktioner, senest under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at det skete hver fredag, mens han under tidligere samtaler har forklaret, at det skete en gang eller af og til. Det fremstår usandsynligt, at [MS], der efter ansøgerens forklaring under nævnsmødet også selv ville udrejse af landet, ikke udrejste sammen med ansøgeren, efter at have hjulpet ham væk fra skolen, ligesom det forekommer usandsynligt, at [MS], som kok hos Taliban, har kunnet finansiere ansøgers rejse til Europa. De generelle forhold i Afghanistan er ikke af en sådan karakter, at dette i sig selv kan medføre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/72/TBP
