Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra Maidan Wardak-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af nogle pashto-talende talibanere, der har slået ansøgerens bror ihjel. Herudover frygter ansøgeren, at han som etnisk tadjik vil blive behandlet dårligt af pashto-talende folk. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at der en dag kom fire mænd fra Taliban til ansøgerens fars frugtforretning, som oplyste ansøgerens far, at de ville have ansøgerens storebror med sig, så han kunne samarbejde med de fire mænd. Efter at de fire personer var gået, sagde ansøgerens far, at han hellere ville have, at ansøgerens storebror tilsluttede sig regeringsstyrkerne. Kort tid efter, at ansøgerens storebror var begyndt hos regeringsstyrkerne, blev ansøgeren, ansøgerens far og ansøgerens storebror på vej hjem fra arbejde overfaldet af fem mænd. Ansøgerens far blev slået med skæftet af en Kalashnikov og faldt til jorden. Ansøgeren flygtede, da han var bange. De fem mænd tog ansøgerens storebror med sig. Tre til fire dage efter overfaldet fandt sted, ringede en af personerne til ansøgerens far og sagde, at faren skulle komme og tage imod sin søn. Faren fandt herefter storebroren dræbt. Efter bisættelsen af storebroren blev ansøgerens far opsøgt og truet af folkene fra Taliban, der krævede, at faren skulle overgive ansøgeren til dem, fordi han ikke havde overgivet ansøgerens storebror til dem. Kort tid efter flygtede ansøgeren fra Afghanistan. Efter indrejsen i Danmark har ansøgeren telefonisk fået oplyst af sin familie, at familien har måttet flygte, formentlig som følge af de samme omstændigheder, som førte til ansøgerens flugt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende på flere centrale punkter. Han har således forklaret divergerende om årsagen til, at hans bror blev dræbt af Taliban, om hvor hans brors lig befandt sig efter Talibans angivelige drab og om, hvorvidt ansøgeren var til stede, da Taliban over for faren fremsatte krav om, at ansøgeren blev overgivet til Taliban. Ansøgeren har endvidere under sin forklaring for Flygtningenævnet svaret upræcist og afglidende på spørgsmål – herunder f.eks. om, hvad broren udførte af opgaver for myndighederne – på en sådan måde, at det beskrevne ikke virker selvoplevet. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/65/JAH