Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunnimuslim fra […] i Kunduz-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi hans bror har slået talibanere ihjel. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter, at hans bror vil tvinge ham til at arbejde for [A]-kommandanten [M], og at han vil miste livet som følge heraf. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans bror arbejder for [M], og at broren i den forbindelse har slået folk fra Taliban ihjel. Ansøgerens bror har flere gange forsøgt at hverve ansøgeren til at arbejde for [M], men dette ønskede ansøgeren ikke. Ansøgerens familie har som følge af brorens arbejde fået trusselsbreve fra Taliban, som har truet med at slå ansøgeren og hans familie ihjel. En nat flygtede ansøgeren sammen med sin svigerinde og hendes børn hen til ansøgerens søster, fordi Taliban var på vej til området for at tage kontrollen. Efterfølgende kom ansøgerens mor hjem til søsteren. Moren fortalte, at ansøgerens far var blevet skudt af Taliban, fordi han ikke ville fortælle, hvor ansøgeren og hans søster var. Moren fortalte også, at Taliban havde ransaget familiens bopæl, sat ild til bopælen og truet med at slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren tog efterfølgende ophold hos sin morbror i 20-25 dage, hvorefter han udrejste af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret udbyggende og utroværdigt om sit asylmotiv, der derfor fremstår som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således blandt andet under første samtale med Udlændingestyrelsen forklaret, at han flygtede fra Taliban, mens han under samtalen [i foråret] 2017 udbyggende har forklaret, at han tillige frygter sin bror, der vil tvangshverve ham for [M]. Flygtningenævnet finder det endvidere utroværdigt, at ansøgeren ikke har set et eller flere af de mange trusselbreve, som faren angiveligt skulle have fundet på vejen til moskeen, henset til at faren fortalte ansøgeren om brevene. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at ansøgerens flugt fra Kunduz sammen med andre familiemedlemmer og mange andre borgere i Kunduz skyldtes Talibans indrykning i Kunduz og ikke Taliban eller andre, herunder hans bror og [M]s, individuelle forfølgelse af ansøgeren. Henset til baggrundsoplysningerne om de generelle forhold i Afghanistan har ansøgeren herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Det forhold, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring nu er i medicinsk behandling, kan ikke føre til en ændret vurdering, allerede fordi der ifølge ansøgeren er tale om almindelig beroligende medicin, der må antages at være tilgængelig i Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/60/CMA
