afgh201859

Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra Afghanistan. Ansøgeren har boet i Iran, siden han var lille. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sine fire farbrødre. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har haft et forhold til sin kusine, [S], som er datter af ansøgerens farbror, [Z]. Ansøgeren mødte [S] en dag, hvor de tilfældigvis sad i samme taxa. Herefter havde de telefonisk kontakt og mødtes i skjul. En dag ringede [S] og bad ansøgeren om at komme hjem til hende, fordi hun var alene hjemme. Ansøgeren og [S] havde seksuelt samkvem. Dagen efter overhørte [S]s mor en telefonsamtale mellem ansøgeren og [S], og hun opdagede, at de havde haft seksuelt samkvem. [S] ringede til ansøgeren og fortalte, at hendes mor havde overhørt samtalen, og at hendes forældre var på vej til ansøgerens bopæl. Ansøgeren tog herefter hjem til sin moster og mosterens ægtefælle og fortalte, hvad der var sket. Ansøgerens mor og mosterens ægtefælle tog hjem til [S]s far, [Z], for at finde en løsning, men de blev afvist, og [Z] truede med at slå ansøgeren ihjel. Herefter tog ansøgeren ophold hos sin mosters ægtefælles ven i Herat i fire dage, hvorefter mosterens ægtefælle ringede og sagde, at ansøgeren skulle komme tilbage til Iran. Ansøgeren tog til sin moster i Teheran, hvor han fik at vide, at [Z] havde opsøgt familien flere gange sammen med politiet, og at [Z] havde truet med at slå ansøgeren ihjel. Herefter udrejste ansøgeren af Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende og udbyggende om sit asylmotiv, der derfor fremstår som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således blandt andet under den første samtale med Udlændingestyrelsen forklaret, at han, den dag, hvor han besøgte sin kusine hjemme hos hende, mødtes med kusinen i byen, hvorefter de tog hjem til kusinen, mens han for Flygtningenævnet har forklaret, at han mødtes med hende på hendes bopæl, men at han bad hende om at komme ud, så han kunne se, hvor hun boede. Endvidere har ansøgeren til Udlændingestyrelsen forklaret, at det var hans lillebror, der var hjemme, da hans farbror forsøgte at finde ansøgeren på dennes bopæl, og at farbroren var tæt på at slå lillebroren, mens ansøgeren for Flygtningenævnet har forklaret, at det var hans mor, der var hjemme, og at farbroren slog moren. Yderligere har ansøgeren forklaret divergerende om sin forudgående kontakt med kusinen og om sin kontakt til moren efter hans udrejse. Ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet har i det hele taget fremstået som usikker og usammenhængende, herunder vedrørende tider og steder. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/59/CMA