Nævnet meddelte i juli 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren, der er 32 år gammel, er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Kabul, Afghanistan. Han er født i landsbyen […] i Paktia provinsen, hvor han boede til han var omkring 10 år. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, navnlig fordi han har været ansat i det afghanske […]sministerium. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han arbejdede i 4 år først som portvagt og senere bodyguard, og lejlighedsvis chauffør, for den daværende […]- og senere […]sminister, [navn på minister], der var særdeles fjendtligt indstillet over for Taliban. Ansøgeren fungerede også som bodyguard for ministerens familiemedlemmer. Ansøgeren boede i et hus tæt ved ministerens bolig. Han frygter, at Taliban mener, at han via sit arbejde har fået kendskab til vigtige oplysninger om ministerens vaner og opholdssteder samt oplysninger om ministerens familie og venner. Taliban vil derfor være interesseret i at kidnappe ham og afpresse ham for at få oplysningerne. Ansøgeren har videre forklaret, at hans bror [A], der transporterede varer for amerikanerne, i 2015 blev tilbageholdt af Taliban, mens han var på besøg i [ansøgerens landsby], hvor deres lillebror [B] og mor fortsat bor. Taliban, der har stor indflydelse i landsbyen, brækkede [A]s hånd, inden denne efter en uges tid blev løsladt mod en slags kaution fra det Taliban-venlige ældreråd i landsbyen. Taliban krævede af [A], at denne tilsluttede sig Taliban, der fortalte [A], at de var klar over, at ansøgeren arbejdede i […]sministeriet. Taliban viste i den forbindelse [A] et foto af ansøgeren, hvor han var i militæruniform og bar et våben. Fotografiet var tydeligvis taget ved hans arbejdsplads. [A] fik videre at vide, at Taliban krævede, at ansøgeren skulle ophøre med sit arbejde og i stedet arbejde for Taliban, samt at Taliban nok skulle fange ansøgeren, hvis ikke han kom. Taliban oplyste i den forbindelse, at de vidste, hvor ansøgeren boede. Straks efter løsladelsen udrejste [A]. Ansøgeren begyndte at arrangere sin udrejse, og udrejste 20 dage efter [A]s løsladelse. Ansøgeren har efter sin udrejse senest talt med [B] for ca. 8 måneder siden. [B] oplyste da, at Taliban havde spurgt efter ansøgeren i landsbyen. Ansøgeren ved ikke, om Taliban også har spurgt efter ham i Kabul efter udrejsen. Ansøgeren har tilføjet, at han for mange år siden tilfældigt blev ramt af en bombe, hvilket førte til, at han siden har haft hukommelses- og koncentrationsproblemer. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, og at ansøgeren derefter i tilstrækkeligt omfang har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for at blive udsat for overgreb af Taliban, som myndighederne ikke kan antages at ville kunne beskytte ham imod. Herefter, og da ansøgeren ikke opfylder betingelserne for at få asyl efter flygtningekonventionen, meddeler Flygtningenævnet opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/ 2018/523/DH