Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af ukendte personer, som dræbte hans far og bror i [foråret] 2008. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans far købte en grund i Paghman flere år inden 2008, hvor der opstod en konflikt om grunden. I [foråret] 2008 fortalte ansøgerens far ansøgeren, at en anden mand var begyndt at bygge på grunden. Senere fortalte ansøgerens mor, at manden var tilhænger af Taliban, dengang Taliban styrede landet. Manden havde også været magtfuld under Karzais styre. Ansøgerens far og manden diskuterede om, hvem der havde retten til grunden, men de kunne ikke nå til enighed. Sagen endte for retten i Kabul. Ansøgerens far vandt retten til grunden, idet han havde skødet til grunden. Efterfølgende blev ansøgerens far og bror skudt af manden og andre fra mandens familie. Tre til fire dage senere blev ansøgerens ældste bror, [A], sendt til Pakistan af ansøgerens mor. Nogle måneder senere kom ansøgeren hjem fra skole. Han opdagede, at der var tumult i hjemmet. Ansøgeren så tre til fire personer på bopælen. De var i gang med at overfalde ansøgerens mor. Ansøgeren blev stukket i øjet med en kniv. Ansøgeren blev transporteret til et hospital. Personalet på hospitalet sagde, at de ikke havde ekspertise til at hjælpe ansøgeren, hvorfor de anbefalede ham at tage til Pakistan for at søge lægehjælp. Ansøgeren udrejste af Afghanistan den samme dag. Han opholdt sig i Pakistan i omkring et år, hvorefter han opholdt sig i Iran i omkring tre år og Tyrkiet i omkring halvandet år, inden han rejste til Danmark. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sin families konflikt om brugen og ejerskabet af jordstykket til grund, idet de divergenser, der er i ansøgerens egne forklaringer og i forhold til ansøgerens brors forklaring ved dennes asylsag i 2009, forekommer mindre væsentlige, og idet det ikke kan afvises, at de skyldes den tid, der er forløbet siden hændelserne, og ansøgerens unge alder på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan, ikke af den grund kan antages at være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren var barn, da konflikten om jordstykket pågik, og at han alene blev involveret, fordi han var hjemme på bopælen, mens nogle mænd kom efter skødet til grunden. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at der må antages at være tale om en afsluttet konflikt, da ansøgerens familie efter ansøgerens oplysninger ikke længere råder over jorden, og ansøgeren ifølge sin forklaring ikke har familie tilbage i Afghanistan, der har kunnet fortsætte konflikten, ligesom Flygtningenævnet har lagt vægt på, at der er gået knap 10 år siden konflikten, og at der ikke er sket yderligere i konflikten. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at personerne, der har taget jorden i sin besiddelse, vil efterstræbe ham på grund af konflikten. Flygtningenævnet bemærker endelig, at de generelle forhold i Afghanistan, herunder forholdene for hazaraer, ikke i sig selv kan føre til en ændret vurdering af ansøgerens asylsag, ligesom ansøgerens øjenskade heller ikke kan føre til en ændret vurdering heraf. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/48/HHU
