Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk afghaner og sunnimuslim fra Charqhalaye Wazirrabad, Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han arbejdede som chaufør for tre udenlandske firmaer. Ansøgeren arbejdede i firmaerne [A], [B] og [C] fra omkring 2007 til 2013. I 2013, tre til fire dage efter sit bryllup, var ansøgeren på arbejde hos [C]. En mand ved navn [D] fik i den forbindelse øje på ansøgeren. [D] sad fast i trafikken sammen med en anden mand ved navn [E]. Et par dage senere dukkede [D] op på ansøgerens families bopæl for at tale med ansøgerens far. [D] dukkede også op dagen efter. Faren fortalte ansøgeren, at [E] var medlem af Taliban. [E] havde fortalt [D], at ansøgeren skulle hjælpe Taliban med at placere sprængstof i en bil eller i en kampvogn. [D] havde fortalt [E], at ansøgeren ikke længere arbejdede på militærbasen, og at ansøgeren ikke kunne hjælpe dem. Dette var [E] ikke tilfreds med. Ansøgeren blev tre til fire dage efter ringet op af sin mor, som ville have, at ansøgeren skulle komme hjem. Moderen sagde, at tre mænd havde opsøgt bopælen. Mændene slog ansøgerens far og spurgte efter ansøgeren. Efter denne episode sagde ansøgeren sit job op hos [C] og tog hjem til sin faster. Ansøgeren flygtede et par dage senere til et andet område i Kabul sammen med sine forældre og søskende. Tre til fire dage senere var ansøgeren på vej hjem fra arbejde sammen med faren, da han så, at to personer holdt øje med dem. Ansøgeren fortalte dette til sin far. Ansøgeren og faren tog hurtigt hjem. Ansøgeren skiftede tøj og tog et tørklæde for mund og hals, så han ikke kunne genkendes. Ansøgeren tog herefter igen over til sin faster. Dagen efter kom ansøgerens mor og søskende hjem til fasteren. Moderen fortalte, at Taliban havde opsøgt deres bopæl samme nat, og at de havde kidnappet faren. Ansøgerens fasters mand forsøgte i de efterfølgende dage at få løsladt faren uden held. Moderen sagde til ansøgeren, at han skulle forlade Afghanistan. Ansøgeren udrejste herefter til Danmark. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med Taliban i Afghanistan til grund. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed fremstår som svækket af, at ansøgeren for nævnet har forklaret, at han som led i sin ansøgning om visum til Danmark [forår] 2014 afgav forkerte oplysninger, herunder om at han ikke havde arbejdet for internationale NGO’er eller udenlandske firmaer i Afghanistan. Ansøgerens forklaring er endvidere til dels divergerende og fremstår på visse punkter som usammenhængende og påfaldende. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvordan hans relation var til den person ved navn [D], der ifølge ansøgeren skulle have opsøgt ansøgerens far for at formidle et budskab fra personens nabo om, at ansøgeren skulle hjælpe Taliban ved at placere en taske med sprængstof på en udenlandsk militærbase eller i et køretøj fra militærbasen. Ansøgeren har således under samtalen hos Udlændingestyrelsen [vinter] 2015 forklaret, at [D] er hans bedstefars fætter. Ansøgeren har under samtalen [forår] 2016 forklaret, at [D] er hans fars fasters søn. Under samtalen [forår] 2017 har ansøgeren forklaret, at [D] er hans fars fætter, men at det ikke er en rigtig fætter. De er ikke reelt i familie, men tilhører samme klan. For nævnet har ansøgeren forklaret, at [D] er hans fars farbrors søn og ikke anses som en del af familien, men bliver kaldt onkel i respekt. Det fremstår endvidere uden sammenhæng med ansøgerens fars samtale med [D], at ansøgerens familie tre til fire dage efter [D’s] andet besøg herefter skulle være blevet opsøgt af tre politimænd på bopælen i Kabul for at få oplyst ansøgerens opholdssted. Ansøgeren havde på dette tidspunkt ikke en konflikt med de afghanske myndigheder, og der var ingen grund til, at politiet skulle opsøge ansøgerens bopæl. Det fremstår heller ikke konsistent, at der – som hævdet af ansøgeren – skulle være tale om talebanere forklædt som afghansk politi eller politifolk med forbindelse til Taliban, idet Taliban på dette tidspunkt udmærket vidste, hvor ansøgeren arbejdede og derfor uden vanskelighed kunne have fundet frem til ansøgeren uden at true ansøgerens familie til at oplyse hans opholdssted. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende og til dels usammenhængende om den episode, hvor han efter ophøret med at arbejde i Logar skulle være blevet forfulgt af to personer i Kabul sammen med sin far. Under samtalen [vinter] 2015 har ansøgeren forklaret, at han kom hjem fra arbejde og bemærkede to personer, der fulgte efter dem og så, hvor de boede. Ansøgeren blev derfor kørt hjem til sin faster af sin far. Under samtalen [forår] 2016 har ansøgeren forklaret, at han blev opmærksom på de to personer, da han steg ud af en taxa på en taxaholdeplads sammen med sin far, idet de holdt øje med dem og kom hen imod dem. Ansøgeren og faren begyndte at gå hjemad, men gik tilbage til stedet, de kom fra, for at købe frugt, hvor ansøgeren så personerne ved frugthandleren. De to personer stoppede for at tale sammen, gik en anden vej og forsvandt. Ansøgeren tog derefter hjem med sin far, skiftede tøj og vendte tilbage til taxaholdepladsen sammen med sin far, hvor ansøgeren forlod faren og tog over til sin faster. Ansøgeren så ikke sin far herefter. For nævnet har ansøgeren forklaret, at de to personer dukkede op ved et busstoppested, og at han og faren ikke gik tilbage for at købe frugt, men gik ind i den sidste forretning, der lå på vejen hjem. Det fremstår i den forbindelse i øvrigt påfaldende, at der pludselig skulle dukke to personer op for at holde øje med ansøgeren på en taxaholdeplads eller busstoppested, hvor ansøgeren ved et tilfælde netop den dag færdedes sammen med sin far i Kabul efter flytningen til en ny adresse i en anden bydel 25 til 30 minutters kørsel fra den tidligere adresse. Det fremstår endvidere bemærkelsesværdigt, at ansøgerens far efter at være blevet udsat for fysiske overgreb og have skiftet bopæl på grund af frygt for ansøgerens sikkerhed skulle have taget ansøgeren med på arbejde på det pågældende tidspunkt på grund af ansøgerens psykiske tilstand henset til risikoen for, at det derved kunne blive afsløret, at ansøgeren fortsat opholdt sig i Afghanistan og ikke var udrejst til Pakistan. Det forekommer endelig bemærkelsesværdigt, at ansøgeren havde arbejdet for forskellige udenlandske firmaer i Kabul som chauffør gennem en længere årrække uden problemer, inden han pludselig i sommeren 2013 - umiddelbart efter sit bryllup med en kvinde med opholdstilladelse i Danmark – skulle have fået problemer med Taliban i Logar. Flygtningenævnets flertal har herudover tillagt det en vis vægt, at ansøgeren ikke søgte om asyl før to måneder efter, han ankom til Danmark, og at det fremstår påfaldende, at han ikke talte med sin kone om sine problemer med Taliban på et langt tidligere tidspunkt end en måned før, hans visum udløb. Den generelle situation i Afghanistan er ikke af en karakter, så enhver som følge af sin blotte tilstedeværelse vil være i reel risiko for overgreb og forfølgelse i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnets flertal finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i aktuel risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/374/GJEY
