Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra [A], Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har boet i Quetta, Pakistan, siden han var syv år gammel. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive slået ihjel af Taliban eller af nogle andre pasthtunere, som har slået hans far ihjel. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter, at hans mosters ægtefælle vil slå ham ihjel. Endelig frygter ansøgeren, at han i Afghanistan vil være alene og uden netværk. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at han var syv år, da hans far en dag blev såret i en væbnet kamp mod Taliban. Kort herefter flygtede ansøgeren og hans familie til Quetta, Pakistan. Da ansøgeren var omkring 12 år døde hans mormor, og ansøgerens far tog tilbage til [A], Afghanistan, for at deltage i begravelsen. Det var ansøgerens mosters mand, der pressede ansøgerens far til at komme tilbage til Afghanistan og deltage i begravelsen. Ansøgerens far kom aldrig tilbage til Pakistan. Da ansøgeren var omkring 15, år fik han at vide, at nogle personer havde talt med ansøgerens venner, og at personerne fire gange havde opsøgt ansøgerens bopæl, mens ansøgeren ikke var hjemme. Da ansøgerens mor blev bekendt hermed, blev hun utryg, hvorefter hun besluttede, at ansøgeren skulle udrejse af landet. I [vinteren] 2016 udrejste ansøgeren af Pakistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Indledningsvis bemærkes, at ansøgeren har oplyst og fastholdt, at han forlod Afghanistan som syvårig og ikke senere har opholdt sig i landet. Ansøgeren har dog selv fremlagt et afghansk identitetsdokument, tazkera, der er dateret i 2014, og som indeholder et billede af ansøgeren, der på billedet tydeligt er over syv år gammel. Ansøgeren har, skønt han gentagne gange blev foreholdt dette ved fremmøde i Flygtningenævnet, ikke kunnet give nogen troværdig forklaring på dette forhold. Flygtningenævnet bemærker, at det må lægges til grund, at det ikke er muligt at få udstedt et tazkera af de afghanske myndigheder uden at man opholder sig i landet. Det af ansøgerens advokat anførte om, at billedet løbende kan være blevet udskiftet, kan henset til dateringen i 2014 ikke tillægges betydning. Vedrørende ansøgerens oplysninger om, at personer muligt fra Taliban har opsøgt ham i Quetta, bemærker Flygtningenævnet, at det er usandsynligt, at to personer blot ved at spørge efter ham skulle kunne finde frem til ham i en by med over en million indbyggere, herunder efter det oplyste flere hundrede tusinde hazaraer. Endvidere bemærker Flygtningenævnet, at det såvel i advokatens indlæg til mødet i dag som af ansøgerens forklaring i nævnsmødet fremgår, at disse personer har spurgt efter ham fire gange. Det fremgår imidlertid af oplysnings- og motivsamtalen side 14n til 15ø og af asylsamtalens side 7 n, at der har været tale om to henvendelser. Ved oplysnings- og motivsamtalen forklarede asylansøgeren intet om konflikter med sin familie i Afghanistan. Ved asylsamtalen oplyste han imidlertid, at han mistænkte sin onkel for at stå bag farens mulige død. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter i det hele at måtte tilsidesætte ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at det kan lægges til grund, at ansøgeren ved tilbagevenden til Afghanistan vil være i fare for asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/369/LINB
