Nævnet stadfæstede november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim af trosretning fra Falud, Maidan Wardak-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgerens to storbrødre ved navn [A] og [B]arbejdede for henholdsvis amerikanerne og politiet i Kabul. Brødrene kom cirka en gang om måneden hjem på besøg i landsbyen. Taliban havde opsøgt ansøgerens far og sagt, at [A] og [B]skulle stoppe deres arbejde for henholdsvis amerikanerne og politiet. Ansøgerens bror, [B], blev slået ihjel ved et selvmordsbombeangreb i Kabul. Efter en periode kom ansøgerens bror, [A], hjem på besøg i landsbyen, hvorefter [A] og ansøgerens far gik en tur. De blev angrebet af Taliban. Ansøgerens far afgik ved døden som følge af skud, og [A] blev ramt i benet. Beboerne i landsbyen bragte efterfølgende ansøgerens fars lig hjem til bopælen. Efterfølgende besluttede [A], at ansøgeren skulle udrejse af Afghanistan med det samme. Ansøgerens øvrige familie tog til Kabul med henblik på at få behandling til [A] og komme yderligere i sikkerhed. Flygtningenævnet vurderer, at ansøgeren nu er tilstrækkelig moden til at gennemgå asylsagsbehandlingen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren generelt har svaret sammenhængende og relevant på de spørgsmål, der blev stillet i Flygtningenævnet og på en måde der viste, at han forstår, hvad asylbehandlingen går ud på. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at nævnet ved vurderingen af sagen, i overensstemmelse med pkt. 206-212 i UNHCR’s Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelsen af flygtningestatus, har taget hensyn til, at ansøgeren er diagnosticeret med [sygdom]. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund, men nævnet finder ikke, at det, som ansøgeren har forklaret om sin frygt for at være efterstræbt af Taliban, kan begrunde, at betingelserne for asyl er opfyldt, idet ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er konkret og individuel forfulgt af Taliban eller andre. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring ikke har oplevet personlige konflikter med Taliban, herunder at han aldrig har modtaget trusler eller fået fortalt, at der har været fremsat trusler mod ham. Det forhold, at ansøgeren har forklaret, at man normalt følger i sine brødres fodspor, og at Taliban således vil tro, at ansøgeren også på et tidspunkt vil arbejde for myndighederne, eller at Taliban har en forventning om, at ansøgeren som pashtun vil hævne sig på sin families vegne, og at Taliban derfor vil have fat i ansøgeren, kan ikke føre til en ændret vurdering, da dette alene beror ansøgerens formodning. Nævnet bemærker hertil, at ansøgeren ikke er profileret, og at det end ikke er sandsynliggjort, at Taliban er bekendt med hans eksistens. Den generelle situation i Afghanistan er ikke af en karakter, så enhver som følge af sin blotte tilstedeværelse vil være i reel risiko for overgreb og forfølgelse i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at der i sagen er holdepunkter for at antage, at ansøgeren skulle være i risiko for tvangsrekruttering. Nævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuelt risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/367/gjey
