Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni muslim fra landsbyen […] i provinsen Nangahar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter ISIL og Taliban, fordi de vil rekruttere ham eller slå ham ihjel. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans far blev dræbt af ISIL nogen tid før hans udrejse af Afghanistan. Hans mor har fortalt ham, at ISIL beskyldte ansøgerens far for at være spion for de afghanske myndigheder på grund af sin stilling som lærer. ISIL har flere gange opsøgt ham og andre landsbybeboere og bedt dem om at arbejde for gruppen. På et tidspunkt før ansøgerens udrejse af Afghanistan var ansøgeren oppe i bjergene for at hente træ, da han blev opsøgt af seks-syv personer fra ISIL. De bad ham om at bede en hel bøn, men da han var bange, lavede han fejl i bønnen, og han blev herefter slået af personerne fra ISIL, hvorefter de forlod stedet. Ved de forudgående opsøgninger af personer fra ISIL blev han fredeligt opfordret til at tilslutte sig ISIL. Han gik også til fredagsbøn i moskeen, fordi Taliban ønskede dette. Taliban henvendte sig til hele menigheden i moskeen, hvor der ved siden af de almindelige ritualer blev talt om jihad, og at man skulle bekæmpe de vantro. På et tidspunkt før hans udrejse af Afghanistan blev han opsøgt af Taliban, der bad ham samarbejde med dem. De truede ham og sagde, at hvis han ikke henvendte sig til dem straks, ville han blive slået ihjel. Ansøgeren blev i alt opsøgt af Taliban omkring fire gange, hvor truslerne blev intensiveret ved den seneste opsøgning. Ved sin fars begravelse svor ansøgeren, at han ville hævne sig over dem, der havde dræbt faren, og ansøgeren mener, at det er derfor, at ISIL har opsøgt ham. Taliban styrede ansøgerens landsby, og de krævede, at alle landsbybeboere skulle hjælpe dem. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf taget hensyn til, at ansøgeren angiveligt er analfabet og at han under nævnsmødet har oplyst at have det psykisk dårligt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale forhold vedrørende sit asylmotiv, herunder blandt andet, hvorvidt ISIL også var til stede under fredagsbønnen i moskeen, om hvor mange gange han blev opsøgt af ISIL og hvornår, om hvorvidt han selv er blevet opsøgt af Taliban, om hvornår ansøgerens far blev dræbt og om baggrunden for, at han forlod Afghanistan, idet ansøgeren skiftevis har angivet ISIL og Taliban som årsagen til hans udrejse. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har svaret afglidende og uklart på spørgsmålene, herunder om hvad ISIL konkret bad ham gøre. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring om sine asylmotiver som værende konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold i Afghanistan ikke er af en sådan karakter, at de i sig selv kan begrunde asyl. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/360/LMD
