Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra [en landsby i] Logar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsprocedure. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter tvangsrekruttering til Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far var soldat i den afghanske hær og blev dræbt i kamp med Taliban, da ansøgeren var 10-11 år gammel. Da ansøgeren var omkring 13 år gammel, henvendte Taliban sig til ansøgerens mor og udtalt, at ansøgeren skulle tilslutte sig dem. Omkring en uge efter denne henvendelse modtog ansøgerens mor et trusselsbrev fra Taliban, som blev lagt på bopælen. I brevet stod der, at ansøgeren skulle tilslutte sig Taliban, da ansøgerens far havde arbejdet for myndighederne. Dagen efter udrejste ansøgeren af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt Taliban har opsøgt ansøgerens mor personligt og udtalt, at ansøgeren skulle tilslutte sig dem, idet ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 og asylsamtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2016 ikke har forklaret om en sådan personlig henvendelse. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt Taliban opsøgte ansøgerens mor før eller efter Talibans personlige henvendelse til ansøgerens mor. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om blandt andet, hvor gammel han var, da faren døde, hvorvidt ansøgeren har set trusselsbrevet fra Taliban, og hvornår han hørte om trusselsbrevet. Ansøgerens unge alder, herunder på tidspunktet for samtalerne af [dato i sommeren 2016] og [dato i efteråret 2016], findes ikke i sig selv at kunne føre til, at nævnet kan se bort fra de anførte divergenser. Nævnet bemærker herudover, at ansøgeren ikke har kunnet huske navnene på sin mor og søskende eller på den af ham omtalte nabo, hvilket tillige anses at svække ansøgerens troværdighed. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/352/ATN