Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2017.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk halvt tajik, halvt araber, og sunnimuslim fra Mazar-e-Sharif, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hun vil være ensom, at hun ikke kan modtage den rette medicin, og at hun ikke kan få hjælp til praktiske gøremål, idet hun ikke har nærtstående familie tilbage i Afghanistan.
Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun som ensom, ældre kvinde har behov for hjælp for at kunne klare sig i hverdagen, idet hun lider af en række helbredsproblemer, herunder demens. Den medicin, hun nu modtager i Danmark, vil hun ikke kunne modtage i Afghanistan. Hendes eneste tilbageværende nærtstående familie opholder sig i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ifølge sin forklaring ikke har haft personlige konflikter med Taliban, myndigheder eller personer i Afghanistan. Flygtningenævnet finder, at det af ansøgeren oplyste, hvorefter hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være ensom, mangle medicin og hjælp til praktiske gøremål, har karakter af socioøkonomiske forhold, som ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. De generelle forhold i Afghanistan, herunder for etniske tajiker, kan heller ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/351/ATN
