Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt tre børn fra fra Afghanistan. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etnisk tadjikker og sunnimuslimer fra Mazar-e-Sharif, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at Taliban vil slå dem ihjel, idet den mandlige ansøger har angivet Taliban til myndighederne. Til støtte for deres asylmotiv har ansøgerne oplyst, at den mandlige ansøgers har arbejdet som koordinator og repræsentant for [virksomhed A]og [virksomhed B], hvor hans arbejde bestod i at sørge for at betale told for indkomne varer og koordinere den videre transport af disse varer. Taliban ringede en dag til den mandlige ansøger og sagde, at han skulle aflevere tolden af de indkomne varer til dem. De efterfølgende ti dage ringede Taliban seks til syv gange, hvor de fortsat bad om penge. De blev samtidig mere og mere truende. Den mandlige ansøger fortalte om opkaldende til sin arbejdsgiver, men det blev ikke taget alvorligt, hvorfor han fortalte sin far om opkaldende. Faren sagde til ham, at han skulle fortælle det til myndighederne, hvilket den mandlige ansøger gjorde. Myndighederne begyndte at aflytte den mandlige ansøgers telefon, hvilket førte til, at nogle af Talibans medlemmer blev anholdt. Den efterfølgende måned blev de ikke kontaktet af Taliban, men en nat ringede Taliban og sagde, at den mandlige ansøger havde forrådt det islamiske folk og krævede 100.000 USD, således at de kunne befri deres medlemmer, men den mandlige ansøger nægtede. Nogle dage efter blev deres søn kidnappet på vej hjem fra skole. Taliban ringede om eftermiddagen og sagde, at de havde taget deres søn, og at han skulle gøre, som de sagde. Om natten ringede de igen og sagde, at han havde en måned til at fremskaffe de 100.000 USD, hvorefter de ville få deres søn tilbage. Den mandlige ansøger kontaktede myndighedere og fortalte, hvad der var sket. Omkring 12 dage efter ringede Taliban og sagde, at han skulle komme ud til porten ved sit hus og hente sin søn. Da den mandlige ansøger gik derud, fandt han sin søn død. To dage efter drabet på sønnen ringede Taliban igen og sagde, at han fortsat skyldte dem penge, og at hvis han ikke kunne fremskaffe dem, ville resten af familien lide samme skæbne som hans søn. Ansøgerne udrejste herefter straks af Afghanistan. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgernes forklaringer fremstår troværdige, og at de i et vist omfang støttes af oplysningerne fra Udenrigsministeriet om den mandlige ansøgers ansættelse i de pågældende firmaer samt skrivelsen fra den mandlige ansøgers arbejdsgiver om, at ansøgeren sagde sit arbejde op på grund af et problem, han fik. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at divergenserne i ansøgernes forklaringer må anses for ubetydelige for asylmotivet. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne ikke kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan end Mazar-e-Sharif. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om en familie med små børn, og at forældrene må anses som sårbare. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og deres tre medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2018/339/CHHA
