Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim af religiøs overbevisning fra [by], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive tvangshvervet til Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far arbejdede som kommandant for den afghanske hær, mens hans farbror arbejdede for sikkerhedstjenesten. De kæmpede begge mod Taliban. Ansøgeren har videre oplyst, at hans skole en dag blev angrebet af Taliban, i hvilken forbindelse ansøgeren så sin far blive slået ihjel i et forsøg på at redde ansøgeren. Ansøgeren formåede at flygte fra angrebet og hjem til sin bopæl, hvorfra han af sin mor blev sendt videre til sin morbror, idet moren frygtede, at ansøgeren ville blive slået ihjel eller tvangshvervet af Taliban. Den efterfølgende dag udrejste ansøgeren af Afghanistan med hjælp fra en agent. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge til grund, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Der henvises til, at ansøgeren på en relevant måde har besvaret spørgsmål om baggrunden for sin udrejse af Afghanistan og om asylmotivet, og at han dermed har vist, at han forstår, hvad asylbehandlingen går ud på. Flygtningenævnet kan endvidere ligesom Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringen fremstår troværdig. Nævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han forinden udrejsen blev individuelt og konkret efterstræbt af Taliban, eller at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for at blive tvangsrekrutteret af Taliban. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at hverken ansøgeren eller hans familie er blevet opsøgt af Taliban forinden ansøgerens udrejse med henblik på rekruttering af ansøgeren til Taliban, og at det efter ansøgerens forklaring heller ikke kan lægges til grund, at ansøgerens mor og søskende, der bor hos ansøgerens morbror i samme landsby, hvor ansøgeren boede med familien, er blevet opsøgt af Taliban efter ansøgerens udrejse. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at han ikke under samtalen med sin advokat har sagt, at Taliban har opsøgt familien tre til fire gange, således som det er anført i advokatens indlæg. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at Talibans angreb mod ansøgerens skole var rettet mod alle elever og lærere på skolen, og at drabet på ansøgerens far i den forbindelse skete, da faren, efter at angrebet var indledt, sammen med andre forsøgte at forsvare skolen. Der var derfor ikke tale om et angreb rettet direkte mod faren, fordi han var ansat i militæret. Nævnet kan herefter ikke anse det for sandsynliggjort, at ansøgeren vil være efterstræbt af Taliban som følge af en nedarvet konflikt mellem Taliban og ansøgerens far. Nævnet lægger endvidere vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om, at tvangsrekruttering til Taliban alene sker undtagelsesvis. Der henvises til Landinfos rapport ”Afghanistan: Rekruttering til Taliban” af 29. juni 2017. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at de generelle forhold i Afghanistan ikke i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/331/TLNJ
