Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni muslim fra landsbyen […] i [A]-distriktet i Nangarhar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter myndighederne, idet hans far har dræbt flere personer med tilknytning til myndighederne. Ansøgeren har videre henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter sin farbror, idet farbroren vil have ansøgeren til at blive selvmordsbomber for at hævne drabet på ansøgerens far, bror og fætter. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han frygter Taliban, idet ansøgerens far og farbror var medlemmer af Taliban, og efter ansøgerens fars død bad ansøgerens farbror ham om at blive medlem af Taliban. Ansøgeren har derudover henvist til, at han frygter befolkningen i sit område, idet hans far hvervede unge til Taliban. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at hans far var distriktsleder for Taliban i Kot-distriktet i Nangarhar-provinsen. Ansøgerens farbror var Talibans leder i [A-distriktet]. Ansøgerens bror og ansøgerens farbrors søn var også tilknyttet Taliban. Ansøgerens far, bror og farbrors søn blev dræbt under kamphandlinger mellem myndighederne og Taliban [primo] 2015. Ansøgeren og hans mor opholdt sig derefter hos ansøgerens morbror oppe i bjergområdet i kort tid. Myndighederne opsøgte i mellemtiden ansøgerens bopæl og spurgte efter ansøgeren. Den efterfølgende dag blev der holdt en begravelsesceremoni, hvor Taliban var til stede. Ansøgerens farbror sagde, at ansøgeren skulle iføre sig en selvmordsvest og gå til distriktet [A]. Ansøgeren skulle sprænge sig selv i luften den følgende dag klokken tre om morgenen. Da ansøgeren kom hjem, fortalte ansøgeren sin mor, hvad der var sket. Ansøgerens mor og ansøgeren tog derefter hjem til ansøgerens morbror. På vejen råbte folk, at de ville tage fat i ansøgeren og slå ham ihjel, idet hans far var årsag til, at deres sønner var blevet dræbt. Taliban kom, hvorefter folk flygtede. Ansøgeren opholdt sig hos sin morbror indtil om aftenen samme dag, hvorefter han udrejste af Afghanistan. Efter ansøgerens udrejse har både Taliban og ansøgerens farbror sagt til ansøgerens mor, at hun skal finde ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, da ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om en række centrale punkter. Forklaringen fremstår derfor som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen til Udlændingestyrelsen forklarede, at han sammen med sin ældre bror gravede en bombe ned ved en skole, og at dette foregik [om eftermiddagen], mens han under asylsamtalen til Udlændingestyrelsen forklarede, at det var hans bror, der gravede bomben ned sammen med nogle talebanere, mens ansøgeren kun kiggede på, og at det foregik klokken […] om morgenen. Endvidere har ansøgeren forklaret udbyggende om, hvem der kom til skade, da bomben sprang, idet ansøgeren under asylsamtalen forklarede, at det kun var ansøgeren og nogle talebanere, der kom til skade, og at de alle efterfølgende tog hjem til ansøgeren og fortalte faren, hvad der var sket, mens ansøgeren for Flygtningenævnet har forklaret, at også hans bror, kom til skade, da bomben sprang, at to andre blev alvorligt skadet, og at de alvorligt skadede efterfølgende blev kørt direkte til lægebehandling. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor længe han gik på en madrassa. Yderligere har ansøgeren for Udlændingestyrelsen forklaret, at der var to personer ud over hans tre familiemedlemmer, der blev dræbt [primo] 2015, mens han for Flygtningenævnet har forklaret, at otte personer inklusiv ansøgerens familiemedlemmer omkom som følge af kamphandlingerne. Under oplysnings- og motivsamtalen forklarede ansøgeren ikke om, at farbroren ville have ham til at være selvmordsbomber. Dette forklarede ansøgeren først om under asylsamtalen, selv om der ifølge ansøgerens forklaring var en konkret plan om, at ansøgeren skulle være selvmordsbomber klokken […] natten efter begravelsen, og selv om det var den aktuelle plan, der fik ansøgeren til at flygte. Under samtalerne med Udlændingestyrelsen har ansøgeren forklaret, at han under sin flugt var fængslet i Iran i to måneder på grund af ulovlig indrejse og fængslet i fem måneder i Tyrkiet, mens ansøgeren for Flygtningenævnet har forklaret usikkert om, hvor længe han opholdt sig i Iran, men at det var to til fem måneder, og at han hele tiden var i et rum, hvor agenten sørgede for mad, og at han derefter opholdt sig i Tyrkiet i fem uger. Flygtningenævnet finder derfor efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/320/SSM