Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har været medlem af partiet SAMA (Afghanistans Forenede Nationalfront) siden 2013. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af myndighederne, tilhængere af andre politiske partier i Afghanistan eller ekstremister som følge af hans medlemskab og aktiviteter for SAMA. I 2013 besluttede ansøgeren sig for at blive medlem af SAMA, efter en af hans fars venner havde fortalt ham om partiet. Ansøgeren har opsat løbesedler med politiske budskaber i sit hjemområde for partiet, og han repræsenterede partiets holdninger, når han diskuterede med sine venner. En nat i [foråret] 2015 blev ansøgerens bopæl opsøgt af tre ukendte personer, som bankede på porten. Ansøgerens mor gik ud for at åbne. Ansøgerens mor kom efterfølgende ind på ansøgerens værelse og fortalte, at der var kommet nogen efter ham, og at han skulle flygte. Ansøgeren flygtede over muren til nabohuset og videre ud på gaden. Ansøgeren gemte sig i en grøft, indtil det blev lyst, hvorefter han tog en taxa hjem til sin moster. Da ansøgeren kom hjem til sin moster, ringede han til sin mor, som fortalte ham, at de ukendte personer havde spurgt efter ham, ransaget huset og taget en af hans mapper, som indeholdt politisk materiale. Ansøgeren skjulte sig hos sin moster i en måned. I løbet af den måned, ansøgeren opholdt sig hos sin moster, flyttede ansøgerens familie til en anden bopæl i Kabul. Ansøgeren flyttede herefter hjem og begyndte langsomt at arbejde igen. [En dag i sommeren] 2015 var ansøgeren på besøg hos sin svigerfar sammen med sin ægtefælle. Sent om aftenen ringede ansøgerens mor til ansøgeren og fortalte, at der igen havde været nogle ukendte personer på bopælen. Personerne havde spurgt efter ansøgeren, udsat hans storebror for vold, og da de ikke kunne finde ansøgeren, havde de taget hans storebror med. Næste morgen tog ansøgeren til Mazar-e-Sharif, hvor han skjulte sig hos en af sin svigerfars venner. En uge senere udrejste ansøgeren af Afghanistan ved hjælp af en agent. Efter ansøgeren kom til Danmark, er hans familie igen blevet udsat for et angreb, og han formoder efter oplysninger fra en bekendt, at det er det yderligtgående parti Jamiat-i-Islamis milits, der stod bag angrebet. Flygtningenævnet kan i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring til grund og vurderer ligeledes i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sin hjemegn i Afghanistan vil være i risiko for at blive forfulgt som følge af sine politiske anskuelser, og at han derfor er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Uanset, at det ikke med sikkerhed kan afgøres, hvem der står bag angrebene på ansøgeren og hans familie kan ansøgeren under henvisning til, at SAMA er forbudt af de afghanske myndigheder, ikke henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2018/311/MGO