Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim af religiøs overbevisning fra [by] i Ghazni-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive slået ihjel af sin fars fætter og dennes to sønner. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans fars fætter, [A], slog ansøgerens farbror, [B], ihjel, og siden har truet med at slå ansøgeren og hans familie ihjel. Konflikten med [A] vedrørte et stykke jord, som ansøgerens far ejede i fællesskab med [A] og [B]. [A] og [B] kom op at slås om jorden, i hvilken forbindelse [B] blev slået ihjel. Ansøgerens far fik herefter overdraget hele jordstykket som blodpenge, og [A] blev idømt fem års fængsel. Omkring tidspunktet for [A]’s løsladelse, blev ansøgerens bror [C] stukket to gange i skulderen med en kniv af den ene af [A]’s sønner. Omkring to uger efter denne hændelse udrejste ansøgeren og hans familie af Afghanistan. [C] rejste til Europa, mens ansøgeren og resten af familien tog ophold hos en familieslægtning ved navn [D] i Pakistan. I løbet af opholdet i Pakistan fortalte [D] ansøgeren, at han og hans families liv fortsat var i fare, idet [A] stadig ville slå dem ihjel. [D] havde hørt herom fra folk, som han kendte i både Afghanistan og i Pakistan. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens viden om jordkonflikten er sparsom og alene beror på, hvad hans mor har fortalt ham. Henset imidlertid til at ansøgerens bror, [D], der indrejste i Danmark i [starten af] 2011, under en samtale med Udlændingestyrelsen i [foråret] 2011 har forklaret i overvejende grad tilsvarende om konflikten, og henset til, at broren har opnået asyl på dette grundlag, finder Flygtningenævnet ikke at kunne afvise ansøgerens forklaring om jordkonflikten og truslerne fra [A], da ansøgeren og hans familie boede i Afghanistan, herunder at broren til et bryllup i Kabul blev overfaldet af en af [A]’s sønner og stukket med en kniv. Flygtningenævnet lægger til grund, at konflikten efter det oplyste daterer sig tilbage til omkring 2005, hvor [A] fik en fængselsstraf på fem år. Flygtningenævnet finder herefter, at konflikten ikke længere har en sådan aktualitet, at den er asylbegrundende. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren forlod Afghanistan for mere end syv år siden, og at jorden blev solgt i den forbindelse. Flygtningenævnet har endvidere ikke kunne lægge til grund, at ansøgeren i Pakistan har modtaget trusler fra [A] og hans sønner. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han ikke ved, hvem der overbragte truslerne til [D], at han ikke personligt har modtaget trusler fra [A] eller hans sønner, og at hverken [A], dennes sønner eller andre har opsøgt ansøgeren, mens han boede i Pakistan. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i reel og konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan, herunder for etniske hazarer, er ikke af en sådan karakter, at enhver ved deres blotte tilstedeværelse risikerer overgreb omfattet af den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/297/TLNJ
