Nævnet stadfæstede i januar 2018 vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
Ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim af trosretning fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv forud for nævnsmødet i det væsentligste henvist til henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter personer med tilknytning til Taliban, idet han har arbejdet for et amerikansk firma og har nægtet at samarbejde med bevæbnede personer omkring placering af en bombe. Ansøgeren har i forbindelse med nævnsmødet som sit hovedasylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter hans to farbrødre, der er medlemmer af Taliban og tidligere har haft en arvekonflikt med ham. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han arbejdede som køkkenmedhjælper i en amerikansk virksomhed. En dag blev ansøgeren ringet op af en ukendt person, som tilbød ansøgeren penge for at placere en bombe på arbejdspladsen, hvilket ansøgeren nægtede. Tre dage senere blev ansøgeren endnu engang ringet op af personen, hvorefter ansøgeren anmeldte forholdet til politiet, som afviste at hjælpe ansøgeren. En dag, hvor ansøgeren var på vej hjem fra arbejde, blev han opsøgt af bevæbnede personer, som tog ansøgeren med i deres bil. Ansøgeren blev kørt til en kælder, hvor der var en gruppe maskerede personer, som forlangte, at ansøgeren skulle placere en bombe på arbejdspladsen, en skole eller i bazaren. Ansøgeren afviste dem, hvorefter han blev slået bevidstløs. Ansøgeren blev fundet på gaden, hvorefter han blev bragt til hospitalet i Herat, hvorfra han blev bragt til hospitalet i Teheran, Iran. Ansøgeren opholdt sig herefter i Iran i to til tre år, hvorefter han rejste til Europa. Ansøgeren formoder, at hans to farbrødre har slået faren ihjel, fordi faren ikke ville acceptere ikke at få andel i den afdøde farfars hus. Ansøgeren er nu voksen og den ældste, hvorfor han kan gøre krav på arven, hvorfor han formoder, at farbrødrene også vil slå ham ihjel. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren har været opsøgt af personer, som ville have ham til at anbringe en bombe i køkkenet på ansøgerens arbejdsplads eller et andet sted med mange mennesker, og at han afviste dette, hvorefter han blev udsat for fysisk overlast. Flygtningenævnet finder ikke tilstrækkelige holdepunkter for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at han frygter sine to farbrødre på grund af en arvestrid mellem farbrødrene og ansøgerens formentlige afdøde far. Nævnet finder ikke, at ansøgerens forklaring vedrørende sine asylmotiver kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være konkret og individuelt forfulgt af de personer, som har tilbageholdt og tæsket ham, idet forholdet må anses for at være afsluttet efter, at personerne løslod ansøgeren, ligesom nævnet har lagt vægt på, at forholdet ligger langt tilbage i tiden. Nævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren på baggrund af en kortvarig ansættelse som køkkenmedhjælper må anses for uprofileret. Nævnet finder ikke, at ansøgerens frygt for sine farbrødre kan føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at det savner logik, at farbrødrene på nuværende tidspunkt, efter at arven er fordelt, kan have et motiv til at efterstræbe ansøgeren. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at arvefordelingen ligger lagt tilbage i tid, og at det således alene beror på ansøgerens egen formodning, at hans farbrødre vil efterstræbe ham. Nævnet finder efter en samlet vurdering herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv, og at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2018/29/STR
