Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunnimuslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en ukendt gruppe, fordi han ikke har udført en opgave, som de gav ham. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han arbejdede i det afghanske finansministerium, hvor han tog sig af forfaldne opgaver herunder planlægning af mad til møder og service i receptionen. En dag i [vinteren] 2015 var ansøgeren på vej hjem fra arbejdet. Han satte sig ind i en hyrevogn, hvori der allerede sad en passager i. En tredje passager blev samlet op og satte sig ved side af ansøgeren. De to passagerer begyndte at tale til ansøgeren. De udspurgte ham omkring hans arbejde. Da ansøgeren ville stige ud af bilen, trak den ene passager en pistol. Ansøgeren fik at vide, at de vidste, hvor han arbejdede, og at han skulle placere noget i et konferencerum i finansministeriet. Ansøgeren blev truet til at acceptere dette. Ansøgeren blev sat af ved sin bopæl og fik at vide, at de ville ringe til ham. Ansøgeren gik på arbejde næste dag. Nogle dage efter ringede de samme personer til ansøgeren. Han fik mere tid til at tænke over opgaven. Ansøgeren fortalte samme aften sin bror om, hvad der var hændt. Broren havde en ven i anklagemyndigheden, som ansøgeren og hans bror talte med dagen efter. Vennen i anklagemyndigheden sagde, at de ikke kunne beskytte ansøgeren, og at det var bedst, hvis ansøgeren udrejste af Afghanistan. Umiddelbart herefter henvendte ansøgerens bror sig til den iranske ambassade for at skaffe et visum til ansøgeren. Nogle dage efter blev ansøgeren opsøgt af personerne foran sin arbejdsplads. De sagde, at de ville give ham mere tid. Ansøgeren tog herefter hjem til sin søster, hvor han opholdt sig i nogle dage, indtil hans visum var klar. Han udrejste herefter af Afghanistan til Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om baggrunden for at søge asyl i Danmark til grund, idet forklaringen på centrale punkter fremstår udbyggende og divergerende. Ansøgeren har således forklaret udbyggende om, hvor mange gange han blev opsøgt af terroristerne. I asylskemaet har han redegjort minutiøst for den 1. episode, hvor han blev truet af terroristerne under kørsel i en bil, uden at oplyse om den 2. episode, hvor han blev opsøgt uden for sin arbejdsplads i finansministeriet. Under oplysnings- og motivsamtalen har han heller ikke forklaret, at han blev opsøgt uden for sin arbejdsplads. Under asylsamtalen har han derimod forklaret, at terroristerne opsøgte ham foran arbejdspladsen, hvor de kontaktede ham og ville have ham med ud at køre igen. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om denne episode, idet han under asylsamtalen forklarede, at det var de samme personer, som havde kontaktet ham første gang første gang, og at han kom med en undskyldning og gik tilbage til mini-steriet for at vente på, at de forsvandt. Under mødet i Flygtningenævnet har han derimod forklaret, at det kun var en af terroristerne, som opsøgte ham uden for ministeriet, og at vedkommende beor-drede ansøgeren til at sætte sig i bilen, hvilket han gjorde. Ansøgerens forklaring er desuden præget af en række mindre divergenser blandt andet med hensyn til, om ansøgeren og dennes bror opsøgte en anklager om aftenen eller om dagen, og med hensyn til begivenhedernes tidsmæssige sammenhæng. Han har således i asylskemaet anført, at der gik to dage fra terroristerne havde ringet til ham, til han fortalte sin bror om det, mens han i oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han samme dag talte med sin bror om det. I den samtale har han endvidere forklaret, at han og broren samme aften kontaktede brorens ven, som var anklager, mens han under mødet i Flygtningenævnet forklarede, at de kontaktede anklageren dagen efter. Divergenserne svækker ansøgerens generelle troværdighed, og Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge hans forklaring til grund. På denne baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at han risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er herefter ikke opfyldt. Den generelle sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan er ikke af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb omfattet af artikel 3 i EMRK. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/287/HHU
