Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [en landsby i] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi hans far var ansat i hæren og dermed arbejdede for de afghanske myndigheder. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han ved to lejligheder er blevet opsøgt af Taliban, der truede med at slå ham ihjel, hvis hans far ikke stoppede med at arbejde for de afghanske myndigheder. Ansøgeren har forklaret, at hans far arbejdede i hæren, mens hans storebror var ansat i politiet. De var sjældent hjemme, og når de var hjemme, måtte de holde sig skjult. Det var således alene ansøgeren, hans mor og yngre søskende, der befandt sig på bopælen, da Taliban opsøgte ansøgeren på familiens bopæl. Ansøgeren har forklaret, at der en aften blev banket på familiens dør. Uden for bopælen stod 4-5 talebanere. De sagde, at hvis ansøgerens far ikke stoppede med at arbejde for den vantro regering, ville de slå ansøgeren ihjel. Herefter forlod de bopælen. Ansøgerens mor fortalte ham sidenhen, at Taliban havde kastet flere trusselsbreve i den lokale moské. Ansøgeren har imidlertid oplyst, at han ikke ved yderligere om trusselsbrevene og deres indhold. Talebanerne vendte tilbage til familiens bopæl 2-3 dage efter deres første besøg. De bankede på døren, hvorefter ansøgeren gik ud til dem. Ansøgerens mor og yngre søskende befandt sig inde i huset under hele episoden. Talebanerne fortalte, at ansøgerens far ikke var stoppet med at arbejde for myndighederne. Under opsøgningen blev ansøgeren slået i hovedet med et gevær, sparket og truet på livet. Ansøgeren råbte om hjælp, hvorefter 8-9 af landsbyens ældre kom til stedet og bad talebanerne om at stoppe. De ældre garanterede med deres liv overfor talebanerne, at ansøgerens far ville stoppe sit arbejde, hvorfor talebanerne stoppede deres voldsudøvelse. Herefter ringede ansøgeren til sin far fra en af de ældres telefon. Han bad faren om at forlade sin stilling, men faren nægtede og sagde, at Taliban ville slå ihjel desuagtet. Faren bad ansøgeren om at tage sin mor og yngre søskende med hen til sin morbror den følgende dag. Ansøgeren fortalte ikke de ældre, at hans far havde nægtet. Dagen efter tog ansøgeren, hans mor og yngre søskende hen til hans morbror, hvor ansøgeren overnattede én nat og derefter rejste til Kabul. I Kabul mødtes ansøgeren med sin storebror, og de udrejste herefter sammen af Afghanistan. Ansøgeren har oplyst, at brødrene blev adskilt under flugten, og at hans storebror efterfølgende har søgt asyl i Finland. I [sommeren] 2016 kontaktede storebroren ansøgeren og fortalte, at deres far var blevet taget af Taliban. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den forekommer troværdig og konsistent. Herefter lægges det til grund, at ansøgeren på bopælen har været opsøgt af Taliban og udsat for vold og trusler. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemområdet vil være i individuel risiko for overgreb fra Talibans side. Betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 2, findes derfor isoleret set opfyldt, mens nævnet ikke finder at kunne lægge til grund, at ansøgeren i givet fald vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren kan henvises til at tage ophold i et andet område i Afghanistan end i hjemområdet. Det følger af UNHCR’s Handbook pkt. 91 og UNHCR Guidelines on International Protection nr. 4, afsnit II, litra c), at det skal kunne godtgøres, at det efter en samlet vurdering af situationen, herunder ansøgerens personlige forhold, kan anses for rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold et andet sted i hjemlandet. Ved denne vurdering lægger Flygtningenævnet afgørende vægt på, at ansøgeren er en enlig og arbejdsduelig ung mand, der i øvrigt er sund og rask. Der er endvidere lagt vægt på, at ansøgeren personligt vurderes at være uprofileret, og at faderens profilering vurderes at være relativt beskeden. Herefter finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren med rimelighed kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan, for eksempel i Kabul, Herat eller Mazar-e Sharif. En subsidiær påstand om, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, tages ikke til følge, idet Flygtningenævnet vurderer, at de foreliggende baggrundsoplysninger om den generelle sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan fortsat ikke vurderes isoleret set at være asylbegrundende. Det forhold, at en fransk appeldomstol indenfor asylområdet den 9. marts 2018 har truffet afgørelse om, at en afghansk asylansøger fra Kabul på grund af den generelle situation i Kabul skulle meddeles asyl, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/276/thv
