Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2004.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim af trosretning fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter de personer, som efterstræbte hans far, som af den grund i 2003 blev meddelte opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive afpresset af eksempelvis Taliban eller ISIL, fordi han har været i Europa og derfor formodes at være rig. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til de generelle forhold. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far var forfulgt af Taliban, hvorfor ansøgeren og ansøgerens familie rejste til Pakistan i omkring 1997-1998. Ansøgerens far rejste fra Pakistan for at søge om asyl. Efter 3-4 år fandt ansøgerens mor ud af, at faren havde fået asyl i Danmark, hvorefter ansøgeren, ansøgerens mor og søskende i [foråret] 2004 kom til Danmark som familiesammenførte. I maj/juni 2010 rejste ansøgeren til Belgien for at undgå retsforfølgelse for en voldsepisode. I 2013 opnåede ansøgeren opholdstilladelse i Belgien under en anden identitet. Ansøgeren har ikke været i Afghanistan, siden han udrejste som barn. Hvis ansøgeren vender tilbage til Afghanistan, vil folk formode, at han er rig, fordi han har været i Europa, hvormed hans liv er i fare. Derudover vil ansøgeren have vanskeligt ved at få et arbejde. Indledningsvis bemærker Flygtningenævnet, at ansøgerens asylsag skal vurderes i forhold til Afghanistan. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet nævnet dog finder, at klagerens forklaringer i forhold til årstal omkring ophold i Pakistan og brorens kidnapning samt familieforhold har været usammenhængende. Det bemærkes videre, at Flygtningenævnet i sin afgørelse [fra] 2003 i ansøgerens fars asylsag på baggrund af farens forklaring lagde til grund, at faren fra 1980 til 1992 havde været medlem af PDA, at faren var uddannet politibetjent, og at han havde været politiofficer indtil kort tid efter Mujahedins magtovertagelse i 1992. Flygtningenævnet meddelte herefter faren opholdstilladelse som følge af farens konflikter med Taleban og Mujahedin. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i fare for asylbegrundende overgreb som følge af farens konflikter i Afghanistan. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er i et konkret individuelt modsætningsforhold til de personer, der forfulgte faren. Nævnet lægger herved vægt på karakteren af farens konflikt, herunder at den ikke er familierelateret, og på, at ansøgeren ikke personligt har haft konflikter i Afghanistan eller personligt er blevet opsøgt i anledning af farens konflikter. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ukendte bevæbnede mænd opsøgte ansøgerens mor, mens hun boede med ansøgerens og ansøgerens søskende i Afghanistan, og truede hende med, at de ville tage hendes børn, med mindre hun oplyste ansøgerens fars opholdssted. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens mor blev boende i Afghanistan i to til tre år, efter ansøgerens far var udrejst. Det kan heller ikke føre til en anden vurdering, at ansøgerens storebror på et uoplyst tidspunkt før 2003 blev kidnappet. Flygtningenævnet finder i øvrigt af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at modsætningsforholdet til de personer, der efterstræbte ansøgerens far, må anses for slut nu. Nævnet lægger herved vægt på, at der som anført ikke er tale om en familie relateret konflikt og på, at faren nu er afgået ved døden. Vurderingen støttes af, at ansøgerens mor og bror i 2013 ifølge ansøgerens forklaring for nævnet ledsagede ansøgerens fars lig til begravelse i Kabul. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at ansøgeren har godtgjort, at Taliban eller ISIL vil udsætte ham for afpresning ved en tilbagevenden til Afghanistan. Det beror således alene på ansøgerens formodning, at dette vil ske. Endelig finder Flygtningenævnet, at hverken den omstændighed, at leveforholdene i Afghanistan er vanskelige eller den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan, kan føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ligesom nævnet ikke finder, at EMRK artikel 3 kan føre til en anden vurdering. Det bemærkes, at Flygtningenævnet ikke har mulighed for at meddele humanitæropholdstilladelsen, jf. udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/271/CHHA
