Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashtuner og sunnimuslim fra [bydel], Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, idet han har været tilbageholdt af Taliban i to måneder, inden det lykkedes ham at flygte. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter myndighederne, idet han er blevet taget af Taliban. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at han frygter sine morbrødre på grund af en konflikt mellem sin far og sine morbrødre. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans bror har arbejdet som officer i den afghanske hær, og at hans far som følge heraf modtog verbale trusler og trusselsbreve fra Taliban. En aften blev ansøgerens bopæl opsøgt af Taliban, som beskyldte ansøgerens far for ikke at have efterlevet Talibans beskeder. Taliban ransagede herefter bopælen og bortførte ansøgerens far. Ansøgeren blev senere bekendt med, at hans far var blevet slået ihjel af Taliban. Noget tid efter blev ansøgerens bopæl igen opsøgt af Taliban, som bortførte ansøgeren. Ansøgeren var herefter tilbageholdt i to til tre måneder et ukendt sted, hvor ansøgeren modtog undervisning og træning. Under forløbet hos Taliban var ansøgeren flere gange hjemme på sin bopæl, hvor han mødtes med sin mor. Ansøgeren fortalte sin mor, hvad han foretog sig hos Taliban, og ansøgerens mor fortalte ham, at hun ville finde en løsning. Sidste gang ansøgeren besøgte sin mor, solgte han sin jord, hvorefter han udrejste af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine konflikter med Taliban og myndighederne til grund, idet ansøgerens forklaring herom fremstår divergerende og påfaldende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor mange trusselsbreve faderen modtog, om sit og moderens kendskab til indholdet af trusselsbrevene, om ansøgerens arbejde/opgaver for Taliban, herunder om indkøb for Taliban, og om hvorvidt han under våbentræningen hos Taliban selv har skudt med gevær. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende, at Taliban lod ansøgeren tage hjem en gang om ugen, når henses til, at Taliban havde bortført ansøgeren. Flygtningenævnet finder det videre påfaldende, at ansøgeren ikke flygtede fra Taliban tidligere, når henses til, at Taliban havde slået hans far ihjel og derefter havde bortført ansøgeren. Flygtningenævnet finder det endelig påfaldende, at den Taliban-lejr, hvor ansøgeren havde opholdt sig, for nylig skulle have været udsat for et angreb, og at Taliban havde opsøgt ansøgers mor og beskyldt ansøgeren for angrebet, når henses til, at ansøgeren flygtede fra lejren og udrejste af Afghanistan for flere år siden. Flygtningenævnet afviser på den baggrund ansøgerens forklaring om sine konflikter med Taliban og myndighederne som værende konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder derfor heller ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om faderens konflikt med ansøgerens morbrødre til grund. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet finder endvidere ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, idet den generelle sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan ikke giver anledning hertil. Det forhold, at en fransk appeldomstol indenfor asylområdet den 9. marts 2018 har truffet afgørelse om, at en afghansk asylansøger fra Kabul på grund af den generelle situation i Kabul skulle meddeles asyl, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet bemærker herved, at Flygtningenævnet finder, at denne afgørelse ikke er udtryk for den gældende praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, hvorfor Flygtningenævnet allerede af den grund ikke er bundet heraf, jf. herved Wienerkonventionens artikel 31, stk. 3, litra b. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/270/JEA
