Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren har i sit asylskema oplyst, at han er etnisk hazara fra [landsby], Ghazni, Afghanistan. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han er kristen af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, politiet samt faren til den pige, som ansøgerens farbror har bortført. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter sin far samt den afghanske befolkning, fordi han ikke er shia-muslim længere. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han frygter Taliban, fordi de chikanerer etniske hazaraer. To år før ansøgeren udrejste af Afghanistan, blev han stoppet af Taliban, da han var på vej til Kabul sammen med sin far. Ansøgeren har videre oplyst, at han frygter Taliban, sin far og den afghanske befolkning, fordi han ikke er shia-muslim længere. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han stoppede med at være shia-muslim seks måneder inden sin asylsamtale. Ansøgeren har videre oplyst, at han frygter politiet, fordi hans farbror kidnappede en pige for fem til seks år siden. Ansøgeren har i den forbindelse oplyst, at han omkring tre år inden hans udrejse blev tilbageholdt af politiet en nat, fordi hans farbror havde bortført en pige. Ansøgeren blev løsladt ved kaution. Ansøgeren er efterfølgende blevet opsøgt af politiet på sin bopæl. Politiet chikanerede og torturerede ansøgeren. Ansøgeren blev senest kontaktet af politiet otte til ni måneder inden sin udrejse. Ansøgeren har endelig oplyst, at han frygter, at faren til den pige, som hans farbror bortførte, vil hævne sig på ansøgeren, fordi ansøgeren ikke kan få fat på farbroren. For nævnet har ansøgeren yderligere anført, at han er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet kan delvist lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgeren og ansøgerens far har oplevet chikaneri, men ikke tortur, fra afghansk politi i anledningen af, at ansøgerens farbror i 2010 eller 2011 hjalp en ven med at bortføre en pige. Nævnet kan endvidere lægge til grund, at ansøgeren, som anført i ansøgerens ansøgningsskema, er udrejst som følge af de generelle forhold i Afghanistan, herunder på grund af forholdene for etniske hazaraer. Flygtningenævnet kan derimod ikke lægger ansøgerens forklaring om sine asylmotiver i øvrigt til grund, idet forklaringen på disse punkter er udbyggende, utroværdig og konstrueret. For så vidt angår konflikten med politiet som følge af farbrorens medvirken til en bortførsel lægger Flygtningenævnet i overensstemmelse det, som ansøgeren har anført i asylskemaet, og det som ansøgeren har forklaret i samtalerne med Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgerens farbror i 2010 eller 2011 hjalp en ven med at bortføre en kvinde, som vennen ville giftes med, og at farbroren som følge af sine handlinger blev fængslet og siden flygtede fra fængslet til Australien. Nævnet lægger videre til grund, at politiet fra 2010 eller 2011 frem til ansøgerens udrejse i efteråret 2015 omkring syv gange blev opsøgt af politiet, og at ansøgeren en gang blev tilbageholdt af politiet en nat, hvorefter han blev frigivet, fordi politiet fik 2.000 afghani. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 forklaret, at han blev tilbageholdt omkring 3 år, før han udrejste, og at han ikke blev tilbageholdt i et døgn, efter at farbrorens ven omkring 2 år før udrejsen bortførte pigen på ny. For nævnet har ansøgeren dog forklaret, at tilbageholdelsen fandt sted, efter farbrorens ven bortførte pigen. Endelig lægger nævnet til grund, at politiet sidste gang var på bopælen omkring 6 måneder, inden ansøgeren udrejste. Flygtningenævnet finder derimod, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren er blevet udsat for tortur af politiet, således som ansøgeren har forklaret til asylsamtalen [i foråret] 2017. Nævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse fra den bortførte piges far. Nævnet lægger i begge tilfælde vægt på, at ansøgeren ikke har anført noget herom i asylskemaet eller forklaret herom til oplysnings- og motivsamtalen. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at den situation, som følger af den del af ansøgerens forklaring, som nævnet kan lægge til grund, ikke er en sådan karakter og intensitet, at den kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 7. Nævnet lægger herved vægt på, at der er tale om en lokal konflikt, som vedrører ansøgerens farbror. Nævnet lægger videre vægt på, at det nu er adskillige år siden, at ansøgeren, der ikke har sandsynliggjort, at han er mistænkt for at have begået en forbrydelse, har været tilbageholdt. Nævnet lægger yderligere vægt på, at ansøgeren kun var tilbageholdt en nat, og at det ikke er sandsynliggjort, at han har været udsat for tortur. Endelig lægger nævnet vægt på, at ansøgeren forud for udrejsen senest var opsøgt af politiet omkring 6 måneder tidligere. Nævnet er opmærksom på, at ansøgeren har forklaret om, at bopælen også er blevet opsøgt af politiet efter ansøgeren udrejse, men nævnet finder ikke, at dette kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder videre, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han var i risiko for asylbegrundende forfølgelse af Taliban eller det afghanske folk på tidspunktet for ansøgerens udrejse. Ansøgeren har således ikke forklaret om omstændigheder, der støtter, at han skulle have været konkret og individuelt forfulgt, og den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan, herunder for shia-muslimer og hazaraer, er ikke af en sådan karakter, at ansøgeren af den grund kan meddeles opholdstilladelse. Spørgsmålet er herefter om ansøgeren har sandsynliggjort, at han ikke længere er shia-muslim – og siden Udlændingestyrelsens afgørelse er konverteret til kristendommen – og om han som følge af frafaldet fra islam skal meddeles opholdstilladelse i Danmark. På baggrund af en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om sit frafald fra islam og konversion til kristendommen finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at frafaldet og konversionen er reel. Flygtningenævnet finder derimod, at forklaringen og den angivelige konversion er et forsøg på som supplerement til de oprindelige asylmotiver at konstruere et sur-place-asylmotiv. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren først har forklaret om sit frafald fra islam til asylsamtalen [i foråret] 2017. Nævnet lægger også vægt på, at ansøgerens forklaring til asylsamtalen om baggrunden for, at han var frafaldet islam ikke fremstår overbevisende. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren i sit asylskema på spørgsmålet om, hvad han frygter ved en tilbagevenden til Afghanistan forklarede, at Taliban ville pågribe og dræbe han, og at han ikke troede, at han kunne komme hjem især, fordi han er shia-muslim. For så vidt angår den angivelige konversion til kristendommen lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgerens interesse for kristendommen er opstået, efter Udlændingestyrelsen meddelte afslag på asyl [i foråret] 2017, idet ansøgeren til asylsamtalen [i foråret] 2017 forklarede, at han kun havde været i kirke omkring 3 gange, fordi der i kirken var en sprogcafé, hvor han kunne lære dansk. Flygtningenævnet lægger også vægt på, at ansøgeren har forklaret usammenhængende og overfladisk om de refleksioner og den indre overbevisning, der har ført til, at ansøgeren nu skulle være kristen. Ved vurderingen af, om ansøgerens konversion er reel må det udover de anførte omstændigheder tillægges en vis vægt, at ansøgerens troværdighed er svækket af, at ansøgeren har forklaret, at han forklarede usandt om sin alder for de tyske myndigheder for at kunne rejse videre, at Udlændingestyrelsen efter en aldersundersøgelse har konkluderet, at ansøgeren var født [i starten af] 1997 og ikke [i starten af] 2000 som forklaret af ansøgeren, og at ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvorvidt han er blevet udsat for tortur. Det kan derfor ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren, der har deltaget i dåbsforberedelse og undervisning i kristendommen efter sin dåb har haft et vist faktuelt kendskab til kristendommen – uden dog at kunne fuldende fadervor. Det kan heller ikke føre til en anden vurdering, at siden Udlændingestyrelsens afslag har deltaget i gudstjenester, bibelstudier og en kristen tværkulturel lejr i Haderslev [i foråret] 2018, jf. de udtalelser der er fremlagt med advokatens indlæg. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/267/SHH
