Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk sayed og shia-muslim fra [en by i] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en person ved navn [A]. Ansøgeren frygter også de ukendte personer, som [A] afleverede ham til. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at [A] var hans fars ven, og at han sørgede for ham efter hans forældres død. Ansøgeren boede således sammen med [A] og dennes familie. Ansøgeren har dog forklaret, at han ikke havde et godt forhold til [A], der slog og sparkede ham. Ansøgeren har også forklaret, at [A] var en stor fortaler for islam, og at han mente, at det var tilladt at angribe regeringen, fordi den var anti-islamisk. På et tidspunkt fortalte [A] ansøgeren, at han ville sende ham til Pakistan, hvor han skulle modtage undervisning. Ansøgeren talte efterfølgende med nogle af sine venner om [A’s] plan, og de fortalte ham, at mange blev sendt til Pakistan for at blive selvmordsbombere. Efter det afghanske nytår kørte [A] ansøgeren til et hus i Kandahar, hvor han afleverede ham til ukendte personer. De ukendte personer spærrede ham inde i et af husets værelser og tatoverede hans venstre arm mod hans vilje. Ved daggry opdagede ansøgeren, at der var et vindue i værelset, hvor han sad indespærret. Det lykkedes ansøgeren at fjerne en rude i vinduet, hvorefter han kravlede ud af vinduet og flygtede gennem ejendommens hoveddør. Ansøgeren søgte tilflugt i et tehus i Kandahar, hvor han overhørte en menneskesmugler tale med en anden person. Ansøgeren tog kontakt til menneskesmugleren, og senere samme dag kørte de til Nimroz, mens de udrejste af Afghanistan dagen efter. Ansøgeren har forklaret, at han flygtede via Pakistan til Iran, hvor han tog ophold. I Iran mødte ansøgeren en afghaner, der tilbød ham arbejde og hjalp ham med at betale menneskesmugleren. Efter seks til syv måneders ophold i Iran rejste ansøgeren til Europa. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge forklaringen til grund. Forklaringen fremstår på flere centrale punkter divergerende og usandsynlig, hvorefter forklaringen anses for konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren i asylansøgningsskemaet har oplyst, at [A] besluttede at sende ansøgeren til Pakistan, for at ansøgeren skulle lære at blive selvmordsbomber, mens han under oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen har forklaret, at [A] alene fortalte, at ansøgeren skulle have undervisning, men ikke om formålet hermed. Ansøgeren har endvidere divergerende forklaret om sine forældres død, idet han under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at [A] fortalte, at ansøgerens forældre var blevet slået ihjel, mens han under asylsamtalen har forklaret, at [A] fortalte, at forældrene var døde, men ikke hvordan det var sket. Endvidere har ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han efter sin flugt fra huset i Kandahar på et tehus eller en cafe hørte en samtale mellem en agent og en anden person om hjælp til at komme til Pakistan, mens han under asylsamtalen derimod har forklaret, at samtalen vedrørte en flugt til Iran. Flygtningenævnet finder det i øvrigt usandsynligt, at ansøgeren uden problemer har kunnet flygte fra det hus, hvor han var indespærret, og hvor der befandt sig fire bevæbnede mænd, og hvor hoveddøren ikke var låst. Det forekommer heller ikke sandsynligt, at ansøgeren efter flugten tilfældigt har mødt en person, som ansøgeren ikke kendte i forvejen, og at denne person betalte for ansøgerens flugt til Iran. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret usammenhængende og afglidende på spørgsmål om, hvorledes han tilbagebetalte personen, og han har blandt andet forklaret, at han arbejdede uden at få løn, idet han alene fik lommepenge. Ansøgeren har tidligere forklaret under samtale med Udlændingestyrelsen, at han tjente cirka 900.000 iranske penge om måneden, og at han arbejdede omkring seks til syv måneder. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at en tatovering på ansøgerens venstre overarm kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder i øvrigt ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, idet den generelle sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan ikke giver anledning hertil. Flygtningenævnet finder endelig ikke grundlag for at imødekomme en påstand fra ansøgerens advokat om at udsætte sagen med henblik på nærmere at afklare, hvorvidt ansøgeren kan udsendes til Kabul eller andre større byer i Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/264/THV
