Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtuner og sunnimuslim fra [landsby A], Nangarhar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban, idet hans far har arbejdet som tolk for russerne før familiens udrejse til Pakistan i 1991 og efter hjemkomsten til Afghanistan har arbejdet som tolk for en NGO i landet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans familie i [foråret] 2015 vendte tilbage til deres landsby i Beshud-distriktet efter at have opholdt sig i Pakistan i 26 år, idet ansøgerens far mente, at det var sikkert at vende tilbage. Faren fik efter hjemkomsten et arbejde for en udenlandsk NGO i Patika-provinsen og ville også finde arbejde til ansøgeren som tolk. I [forsommeren] 2015 blev ansøgeren bortført af Taliban, mens han var på vej hjem. Et køretøj standsede foran ham, og nogle personer steg ud af bilen og tvang ham ind i den. Ansøgeren blev kørt til et ukendt sted, hvor han blev låst inde i et rum. Ansøgeren kom ikke ud af rummet men kunne høre andre fanger jamre sig, når de blev slået, ligesom han selv blev udsat for vold. Ansøgeren så en person blive halshugget på gårdspladsen og blev også selv truet med at blive halshugget. Ansøgeren fik at vide af, at han var blevet bortført, fordi hans far havde arbejdet for russerne, og at befolkningen havde genkendt faren og ansøgeren. Da ansøgeren havde været tilbageholdt i 10 dage betalte hans familie 10.000 dollar for hans løsladelse, hvorefter ansøgeren blev sat af på det sted, hvorfra han var blevet bortført. Omkring to måneder efter ansøgerens løsladelse begyndte Taliban at ringe til ansøgerens far og true ham. På et ukendt tidspunkt blev ansøgerens familie opsøgt af et for ansøgeren ukendt antal talebanere, der udsatte ansøgerens far, mor og lillebror for vold, ligesom de kidnappede faren og broren. Ansøgeren opholdt sig i modsætning til resten af familien på gårdspladsen under episoden, hvorfor han ikke blev opdaget af talebanerne. Ansøgeren flygtede over en mur og løb væk derfra for at gemme sig bag nogle høje planter. Den følgende dag mødte ansøgeren en bekendt af familien, som tog ham med hjem, og på hvis bopæl ansøgeren levede i skjul i halvanden måned, indtil han i [vinteren] 2015 udrejste illegalt af Afghanistan med hjælp fra sin farbror og mor. Ansøgerens mor har efter ansøgerens udrejse fra hjemlandet taget ophold i Jalalabad hos ansøgerens morbror, idet der ikke var sikkert i Peiravar. Ansøgerens mor har flere gange forgæves kontaktet ældrerådet og politiet for at høre, om der er nyt om ansøgerens far og bror. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren trods visse divergenser i forklaringen har sandsynliggjort, at han har været kidnappet, og at hans far og bror er blevet bortført af det lokale Taliban i hjembyen, og at han også selv i den forbindelse blev efterstræbt. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren isoleret set opfylder betingelserne for meddelelse af asyl i udlændingelovens § 7, stk. 2, mens betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, ikke findes opfyldt. Efter oplysningerne om ansøgerens personlige forhold, køn, alder, uddannelsesmæssige baggrund og helbred sammenholdt med oplysningerne om, at familiens konflikt med Taliban er relateret til hjemområdet og går mere end 25 år tilbage i tiden, finder Flygtningenævnet imidlertid, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold andetsteds i Afghanistan som for eksempel Kabul, Herat eller Mazar-E-Sharif som internt flugtalternativ. Det tilføjes i den forbindelse, at ansøgeren ikke ses at være særligt profileret i forhold til Taliban. På den baggrund finder nævnet, at det må anses for rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold de nævnte steder, hvor levevilkårene vil være af en sådan karakter, at basale humanitære rettigheder ikke krænkes. Nævnet bemærker, at de generelle forhold, herunder den sikkerhedsmæssige situation, ikke kan medføre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/260
