afgh2018256

Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk pashtun og sunni muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin kærestes far og familie på grund af sit forhold til sin kæreste. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst til, at han i 2014 eller 2015 indledte et hemmeligt forhold til sin nabo, [N], som er datter af en i den afghanske regering højtstående person. Ansøgeren har videre oplyst, at han, efter at [N] og ansøgeren havde været i kontakt telefonisk og havde mødtes nogle gange, fortalte om forholdet til sin mor. Moren bad straks ansøgeren om at slutte forholdet af frygt for, hvad der ville ske, hvis forholdet blev opdaget. Dette indvilligede ansøgeren i. Omkring to dage senere modtog ansøgeren et opkald fra [N]s mor, som fortalte, at [N] havde forsøgt at begå selvmord, hvilket moren bebrejdede ansøgeren. Yderligere to dage senere ringede [N] til ansøgeren, og de besluttede sig for at indlede forholdet igen. De aftalte i den forbindelse, at ansøgeren skulle tale med [N]s mor. Samtalen førte til, at [N]s mor accepterede, at ansøgeren kunne fri til [N]. De fortsatte deres hemmelige forhold i omkring tre til fire måneder. På et tidspunkt var de alene hjemme hos [N] uden tøj på, hvilket blev opdaget af [N]s bror. Samme aften opsøgte fem til seks personer, heriblandt [N]s far, ansøgerens families bopæl og truede dem med våben. Først i den forbindelse blev ansøgerens far bekendt med [N]s og ansøgerens forhold, hvilket ledte ham til med det samme at slå hånden af ansøgeren. Faren gav videre udtryk for, at personerne bare kunne slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren blev dog kun slået bevidstløs. Ansøgeren vågnede op i et rum i Kabul med skader på sit hoved og sin hånd. Ansøgerens mor var til stede i rummet. Ansøgeren opholdte sig i rummet i omkring én til halvanden måned, hvorefter han udrejste af Afghanistan ved hjælp af sin morbror. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den forekommer usandsynlig, til dels divergerende og ikke selvoplevet. Flygtningenævnet finder således, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren skulle have indledt et forhold til [N], henset til den risiko, der var forbundet hermed, også i betragtning af, at [N] var fra en magtfuld familie, der, efter ansøgerens oplysninger, var standsmæssigt over ansøgerens familie. Nævnet bemærker hertil, at det endvidere forekommer usandsynligt, at [N]s familie skulle være ubevogtet, når de opholdt sig i hjemmet, og at ansøgeren således kunne gå og komme i hjemmet uset, henset til, at [N]s far var et højtstående medlem af regeringen og må formodes at være beskyttet af sikkerhedsforanstaltninger, der også omfattede boligen. Nævnet finder videre, at det har formodningen imod sig, at ansøgeren og [N] skulle have genoptaget deres forhold, efter at ansøgerens mor havde forbudt det, og at ansøgeren angiveligt fortsatte sit forhold til [N], uden at fri til hende, efter at [N]s mor havde accepteret, at han måtte fri til hende. Ansøgerens forklaring på nævnsmødet om, at han ikke ville gøre sin mor ked af det, og at han havde planer om at fri til [N] et til to år senere, men at tiden gik hurtigt, findes ikke overbevisende. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at mændene, der opsøgte hans bopæl, fortalte ansøgerens far, at ansøgeren var kæreste med [N], mens han til asylsamtalen og på nævnsmødet forklarede, at hans far ikke fik nogen forklaring på, hvordan ansøgeren havde krænket [N]s families ære. Nævnet finder ikke, at dette kan forklares alene med tolkeproblemer. Ansøgerens forklaring til asylsamtalen om, at hans far i den forbindelse skulle have sagt, at de bare kunne slå ansøgeren ihjel, alene fordi han vidste, at en så magtfuld person ikke ville komme ind i en anden persons hjem på den måde uden grund, forekommer ikke overbevisende. Nævnet har endelig lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren, efter at være blevet opdaget sammen med [N], tog hjem til sig selv. Det findes endvidere påfaldende, at han, der efter sin forklaring opholdt sig i et rum i Kabul en til halvanden måned, men ikke har været i stand til nærmere at beskrive sit ophold der, og at han ikke hverken dengang eller senere spurgte sin mor, hvor han var, hvad der var sket eller hvilken behandling han havde fået. Ansøgerens forklaring på nævnsmødet om, at han ikke ville spørge sin mor, hvad der var sket med [N], på grund af respekt for moren, forekommer endvidere utroværdig henset til, at han havde genoptaget og optrappet sit forhold til [N], selvom moren havde forbudt det og smidt sit tørklæde foran ham. Fremlæggelsen af dokumentet fra hospitalet vedrørende ansøgerens skader, kan ikke føre til et andet resultat, henset til det sene tidspunkt hvor dokumentet er fremkommet, og til, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at det er nemt at få alle former for forfalskede dokumenter i Afghanistan. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold i Afghanistan, herunder den sikkerhedsmæssige situation i landet, er af en sådan karakter, at de i sig selv kan føre til meddelelse af opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/256/mme