Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara fra landsbyen [H] i Daychupan i Zabul-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har oplyst, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin fars tidligere svigerfamilie, fordi de anklagede hans far for at være skyld i hans første ægtefælles død. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive fængslet eller slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at vende tilbage, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han var omkring fire til fem år gammel, da han og hans familie flygtede til Iran på grund af farens problemer med sin svigerfamilie og deres frygt for Taliban. Farens tidligere ægtefælle satte ild til sig selv og døde. Faren blev tilbageholdt af politiet, men blev ikke fængslet på grund af manglende beviser. Farens svigerfamilie beskyldte ham for at have sat ild til deres datter, og truede med at slå ham ihjel. Faren rejste derfor til Pakistan, hvor han giftede sig med ansøgerens mor, hvorefter de rejste tilbage til den samme landsby i Afghanistan. Faren blev på ny truet af sin tidligere svigerfamilie, ligesom den generelle sikkerhedsmæssige situation i området var dårlig, hvorfor de flygtede til Iran, hvor ansøgeren boede indtil sin udrejse. Ansøgeren har hørt om Taliban fra film og tv, og derfor frygter han dem. Ansøgeren kan ikke klare sig selv i Afghanistan, ligesom han ikke har et netværk dér. Ansøgeren er i Danmark konverteret til kristendommen. Han er endnu ikke blevet døbt, men ønsker at blive døbt. Ad oprindelige motiver: Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærker, at ansøgeren ikke i sit asylskema har nævnt den private konflikt. Konflikten må efter ansøgerens forklaring ligge mindst 27 år tilbage, og er sket på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke var født, hvorfor han ikke har nogen del i episoden. Han er ikke blevet truet eller opsøgt af farens tidligere svigerfamilie. Han har ikke nærmere kunnet redegøre for, hvordan farens tidligere svigerfamilie skulle have vilje eller evne til at finde ham eller forfølge ham, såfremt han vender tilbage til Afghanistan. Ansøgeren har ikke selv haft nogen problemer med Taliban, da familien udrejste fra Afghanistan, da han var fire til fem år gammel. Under nævnsmødet omtaler han selv problemerne som generelle problemer. Efter praksis er de generelle omstændigheder i Afghanistan ikke tilstrækkelige til at opnå asyl, heller ikke selvom han er etnisk hazara. Ad sur place motivet: Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren først sent, og efter Udlændingestyrelsens afslag, er begyndt at vise interesse for kristendommen. Han har ikke betragtet sig som religiøs under sin opvækst i Iran og Afghanistan, og har ikke haft religiøse interesser de første to år i Danmark. Han har ikke kunnet redegøre på overbevisende måde om sin indre afklaringsproces. Han har alene dokumenteret at have deltaget i kristne aktiviteter i kort tid. På trods af en vis, om end overfladisk, viden om kristendommen finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort at hans konversion er reel. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i en konkret og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har ikke fundet anledning til at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/251/LMD
