Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra Paktiyâ, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter ISIL, som led i de generelle forhold i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far, som arbejdede i politiet og med regeringen, forsvandt to år før ansøgerens udrejse. Ansøgeren formoder, at det var Taliban, som tog ansøgerens far, idet Taliban forinden farens forsvinden havde lagt et trusselbrev til faren foran ansøgerens families bopæl, ligesom de havde sendt trusselbreve til farens arbejdsplads. Efter ansøgerens fars forsvinden begyndte Taliban at henvende sig til ansøgeren. Ansøgeren er i alt blevet opsøgt af Taliban seks gange inden sin udrejse af Afghanistan. Alle seks gange er ansøgeren blevet opsøgt på gaden af nogle bevæbnede mænd med langt skæg, som fortalte ansøgeren, at han ikke skulle gå i skole, men forberede sig på at være selvmordsbomber. Ansøgeren fik ikke anvist et sted eller et tidspunkt for, hvornår han skulle være selvmordsbomber. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han frygter ISIL, som er til stede i ansøgerens landsby, idet de straffer personer, som samarbejder med myndighederne. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen på en række centrale punkter har været divergerende, udbyggende og usandsynlig, hvorfor den i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Forklaringen har endvidere overordnet set været identisk med ansøgerens fætter, [A], forklaring om asylmotiv, og navnlig har fætterens og ansøgerens oplysninger i asylskemaerne været stort set enslydende. Ud over det ovenfor anførte bemærkes, at ansøgerens forklaring om centrale dele af asylmotivet - såsom blandt andet Talibans henvendelser til ansøgeren og omstændighederne omkring udrejsen - har været detaljefattig, og derfor ikke bærer præg af at være selvoplevet. Indledningsvist bemærkes, at ansøgerens forklaring i asylsamtalen om, at der sad fire Talibanfolk med kalashnikovs oppe i bjergene, har været udbyggende i forhold til oplysnings- og motivsamtalen, hvor han ikke har forklaret om våben. Ansøgeren har endvidere ikke i sit asylskema forklaret om, at hans far forud for, at han forsvandt, havde modtaget trusselsbreve. Ansøgeren har forklaret divergerende med hensyn til, om hans far arbejdede som soldat eller politibetjent, om faren arbejdede i eller udenfor landsbyen, om faren forlod bopælen hver morgen, eller om han ikke var hjemme dagligt men derimod væk i længere tid ad gangen. Også med hensyn til, om det var alle Talibans breve til faren, der blev sendt til bopælen, eller det kun var det første, hvorefter Taleban sendte de næste breve til farens arbejdsplads, har ansøgeren forklaret divergerende. Ansøgeren har forklaret upræcist med hensyn til, om hans far forsvandt to år før, ansøgerens egen udrejse eller i 2015 og dermed samme år, som ansøgeren selv udrejste, ligesom hans forklaring om det tidsmæssige forløb af Talibans henvendelser til ham selv set i forhold til farens forsvinden, har været usammenhængende. Ansøgeren har således forklaret, at Taleban opsøgte ham første gang en måned efter farens forsvinden, idet han under nævnsmødet er endt med at forklare, at dette var i 2013, og at ansøgeren herefter i løbet af kortere tid blev opsøgt yderligere fem gange, hvilket imidlertid ikke harmonerer med, at ansøgeren først udrejste i 2015 kort efter Talibans seneste henvendelse til ham. Ansøgeren har i samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret, at han ikke rejste sammen med nogen, han kendte, og at hans fætter [A] udrejste fra Afghanistan 10-15 dage, før han selv gjorde, hvorimod ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at han ikke vidste, at [A] var udrejst. [A] har derimod oprindeligt forklaret, at han og [B] rejste sammen hele vejen fra Afghanistan til Danmark og under nævnsmødet i [A] egen sag, at de udrejste hver for sig men mødtes undervejs, hvilket understøttes af politirapporterne optaget i forbindelse med indrejsen, hvoraf fremgår, at de to fætre er indrejst samme dag i Danmark og tilsyneladende har oplyst overfor politiet, at de er rejst sammen. Endelig bemærkes, at det ikke forekommer troværdigt, at ansøgerens far, som politimand med bopæl i et område domineret af Taliban, skulle have valgt at gå rundt i uniform med den begrundelse, at han var stolt af den, henset til den fare dette indebar for både ham selv og hans familie. Uanset at ansøgeren er ung, ikke uddannet og lider af hovedpine, findes dette ikke, henset til karakteren og antallet, at kunne begrunde de mange divergenser i ansøgerens forklaring om en række centrale punkter. Ansøgeren har ikke haft konflikter eller kontakt med ISIL, og hverken ISIL´s tilstedeværelse i ansøgerens hjemområde eller de generelle forhold i Afghanistan kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/248/TLNJ
