Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016 Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim af trosretning fra landsbyen [landby], Paktia-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at Taliban vil slå ham ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at han og hans far var på vej til moskeén, da to biler stoppede bag dem. Personerne gav dem noget sort over hovedet, bandt deres hænder sammen og kørte dem væk fra stedet i deres biler. De blev herefter transporteret til et hus, hvor de blev tilbageholdt. Personerne fra Taliban spurgte ansøgerens far, hvorfor han ikke havde stoppet sit arbejde for myndighederne, hvorefter de skød ham og forlod rummet. Inden ansøgerens far døde, sagde han, at ansøgeren skulle flygte og gav ham en kniv, så han kunne skære sine hænder fri. Ansøgeren flygtede herefter fra huset. Efter ansøgeren havde været på bopælen i tre dage, blev han opsøgt af Taliban, der bankede på porten og spurgte, hvor ansøgeren befandt sig. Ansøgerens mor sagde, at hun ikke vidste det. I mellemtiden havde ansøgeren gemt sig på toilettet. Kort efter udrejste ansøgeren af Afghanistan. Flygtningenævnet vurderer, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå asylsagsbehandlingen, selvom han er født i 2002. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har kunnet besvare spørgsmålene. Flygtningenævnet er endvidere opmærksom på ansøgerens begrænsede kognitive evner, men finder efter en samlet vurdering, at det er betænkeligt, at lade ansøgeren gennemgå en asylvurdering. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærker i den sammenhæng, at forklaringen på væsentlige punkter må anses for påfaldende og bemærkelsesværdig. Nævnet finder således, at det må anses for usandsynligt, at ansøgeren sammen med sin far efterlades ubevogtet i et lokale uden en dør umiddelbart efter, ansøgerens far angivelig er blevet skudt af Taliban, hvor ansøgeren alene var bundet på hænderne. Det må endvidere anses for bemærkelsesværdigt, at ansøgeren angiveligt vendte tilbage til sin landsby, der ikke er særlig stor og hvor en del af befolkningen tilhører Taliban umiddelbart efter han er flygtet fra Taliban. Endvidere må det anses for bemærkelsesværdigt, at ansøgerens mor kunne finansiere ansøgerens rejse på få dage ved at sælge jord. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren på en række punkter har forklaret divergerende. Nævnet er ved vurderingen af disse divergenser opmærksom på ansøgerens kognitive evner. Nævnet finder dog, at ansøgerens forklaring om kniven ikke alene kan forklares på den baggrund, idet ansøgeren har forklaret skiftende om sit kendskab til kniven, og hvor den kom fra under samtalerne med Udlændingestyrelsen og nævnets behandling. Disse divergerende forklaringer findes ikke at kunne henføres hverken til umodenhed eller ansøgerens begrænsede kognitive evner. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingeloven § 7, stk. 1 eller overgreb efter udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/245/CHA
