Nævnet meddelte i juni 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Qarabagh, Kabul provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban og af beboerne i ansøgerens landsby, Qarabagh, fordi han har været spion for politiet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han arbejdede som spion for politiet i perioden 2012 til 2015. Han startede samarbejdet med politiet, da han var 16 til 17 år. Ansøgeren blev kontaktet af politiet, i forbindelse med at han havde en frugtbod tæt på politistationen. Politiet ville have ansøgeren til at give dem oplysninger om mistænkelige forhold, herunder oplysninger om kriminelle aktiviteter i området. Ansøgeren indvilligede og videregav oplysninger om, hvor der blev solgt hash, og hvor der foregik hasardspil. Ansøgeren blev senere bedt om at videregive oplysninger om den koranskole, som ansøgeren kom i. Politiet ønskede blandt andet oplysninger om, hvorvidt der blev planlagt selvmordsmissioner i koranskolen. Ansøgeren ville i første omgang ikke medvirke, men han blev af en kommandant i politiet beordret til at blive meddeler for politiet. Han blev i forbindelse med, at han dagligt kom i koranskolen og deltog i koranundervisningen en del af Talibans inderkreds og blev venner med en underviser på koranskolen ved navn [A], som opfordrede ansøgeren til at blive selvmordsbomber. Politiet sagde, at ansøgeren skulle acceptere, hvilket han gjorde. Ansøgeren blev præsenteret for et højtstående medlem af Taliban, [B], som han besøgte et par gange og accepterede overfor Taliban at blive selvmordsbomber. [B] oplyste ansøgeren om, at målet for selvmordsaktionen var [C]. Ansøgeren opgav [B]’s adresse til politiet, hvorefter [B] og tre andre mænd blev anholdt. Ansøgeren modtog efterfølgende en indkaldelse fra Taliban men mødte ikke op, da han formodede, at de havde opdaget, at han var spion for politiet. Ansøgeren gemte sig indendørs af frygt for landsbybeboerne, fordi der gik rygter om, at han var informant. En ven fra koranskolen, [D], advarede ansøgeren om, at Taliban havde til hensigt at angribe ansøgerens families hus. Ansøgeren gemte sig derfor hos sin morbror, men ansøgerens familie blev på bopælen. Fire bevæbnede mænd fra Taliban opsøgte ansøgerens bopæl om natten, men ansøgerens mor skreg så højt, at hun vækkede naboerne og de andre familiemedlemmer i huset, hvorefter mændene flygtede fra bopælen. Ansøgerens mor besluttede herefter, at ansøgeren skulle udrejse af Afghanistan. Ansøgerens mor og familie bor heller ikke selv længere på bopælen af frygt for, hvad der kan ske dem. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om, at han har virket som meddeler for politiet Qarabagh i Kabul Provinsen til grund, idet forklaringen herom har været konsistent og uden væsentlige divergenser. Flertallet lægger videre til grund, at der som følge af ansøgerens oplysninger til politiet blev foretaget anholdelse af [B], der var en betydningsfuld person fra Taliban og flere andre talibanere sammen med ham, ligesom myndighederne efterfølgende lukkede flere koranskoler på baggrund af ansøgerens informationer om, at der blev planlagt selvmordsaktioner herfra. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgeren herved er blevet profileret i en grad, der bevirker, at han vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, fra Talibans side, uanset hvor han måtte befinde sig i Afghanistan, hvorfor han ikke kan henvises til at tage ophold i Herat eller Mazar-e-Sharif eller andre steder i Afghanistan som internt flugtalternativ. Da ansøgeren ikke har haft konflikter med myndighederne, som han tværtimod har hjulpet og samarbejdet med, og da det alene beror på hans formodning, at de vil presse ham til at samarbejde yderligere med dem, og da heller ikke det ansøgeren i øvrigt har forklaret, giver grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, meddeler nævnet ansøgeren opholdstilladelse efter § 7, stk. 2.” afgh/2018/232/SLH