Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [X] i Baghlan provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Han frygter endvidere at blive fængslet af de afghanske myndigheder, fordi de har fået kendskab til, at han har trænet sammen med Taliban, og at han har deltaget i et angreb på myndighedernes kontrolpost. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin fars fjender, [A], [B] og deres syv brødre på grund af en jordkonflikt. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver forklaret, at han et til halvandet år før sin udrejse sammen med andre unge drenge fra hans egen og omkringliggende landsbyer blev trænet af Taliban i de nærliggende bjerge, og at de lærte ham at skyde med kalashnikow og pika. Taliban fortalte ansøgeren, at han skulle kæmpe imod amerikanerne og de afghanske myndigheder. Ansøgeren gik frivilligt med i starten, men da han blev gift, ville han hellere være derhjemme og gå på arbejde. Ansøgerens forældre var imod, at han trænede med Taliban. Taliban tog alligevel ansøgeren med og sagde til hans forældre, at han ikke havde noget valg. En dag blev ansøgeren hentet af Taliban og kørt til området [Y], hvor han, da det blev mørkt, fik at vide, at han skulle være med til at angribe en af myndighedernes kontrolposter sammen med nogle andre talibanere. Ansøgeren blev bange, da de kom til kampzonen, og efter at han havde affyret et par skud til dels op i luften og ud til siden, flygtede han fra stedet. Ansøgeren overnattede i et gæstehus hos en ven i [Z] og efter, at han kortvarigt havde været tilbage på bopælen, udrejste han den efterfølgende dag fra Afghanistan. Ansøgeren har i forhold til sin frygt for de afghanske myndigheder forklaret, at hans farbror, som arbejdede for myndighederne som politibetjent, har fortalt ham, at han var eftersøgt af sikkerhedstjenesten, der havde til hensigt at fængsle ham. Ansøgeren blev, forud for sin udrejse, desuden anholdt og afhørt af to myndighedspersoner, som sagde, at de havde kendskab til, at ansøgeren havde trænet med Taliban. Ansøgeren tilstod og fik efterfølgende lov til at gå. Ansøgeren har i forhold til jordkonflikten forklaret, at personerne [A] og [B], der er familiens naboer, har en jordkonflikt med hans far, og at de ikke kom efter ansøgeren, dels fordi han var for ung, dels fordi han var sammen med Taliban. De pågældende har flere gange været oppe at slås med ansøgerens far og truet faren med kniv. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om konflikten med Taliban og de afghanske myndigheder til grund, idet forklaringen overordnet har været upræcis, afglidende og ikke har forekommet selvoplevet, ligesom forklaringen har været divergerende på en række centrale punkter, hvorfor den i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således forklaret divergerende med hensyn til, om det var Taliban eller myndighederne, der havde kontrollen over hans landsby, og om han var 12-13 år gammel eller 15 år gammel, da han begyndte at træne med Taliban. Ansøgeren har under mødet i nævnet forklaret, at det var 8-12 måneder, før han udrejste fra Afghanistan, at han blev anholdt af myndighederne, hvorimod han i oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at det var 15-20 dage før udrejsen. Han har også forklaret divergerende med hensyn til, om myndighederne allerede vidste, at han trænede med Taliban, om han benægtede dette overfor dem, eller om han erkendte dette. Også med hensyn til, om han meddelte Taliban, at han ikke ønskede at medvirke til træningen mere eller ej, har ansøgeren forklaret divergerende og det samme gælder med hensyn til, om begrundelsen var, at han fandt ud af, at det var alvor og ikke leg, og at han risikerede at komme til at skyde på andre, eller om begrundelsen var, at han var blevet gift og ville have et fornuftigt liv, uden gang på gang at blive opsøgt af Taliban eller endeligt om begrundelsen var, at hans forældre var imod, at han trænede med Taliban. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende med hensyn til, om han da deltog i kamphandlingerne, skød op i luften eller i den retning, hvor kontrolposten lå. Om jordkonflikten skal nævnet bemærke, at denne opstod i forbindelse med, at ansøgerens familie var i Iran, og at familien kom tilbage til Afghanistan i 1998, da ansøgeren var 6 år gammel. Konflikten var rettet mod ansøgerens far, der fortsat lever, og modparten i konflikten var ansøgerens families naboer og klanbeslægtede, som boede ved siden af ansøgerens familie helt frem til ansøgerens udrejse. Ansøgeren har aldrig personligt været involveret i konflikten, og bortset fra, at hans far har været oppe at slås med [A] og [B], der har truet ansøgerens far med en kniv, er der ikke sket noget. Idet konflikten om jorden herefter hverken har en karakter eller intensitet, der falder ind under beskyttelsesområdet i udlændingelovens § 7, og da det alene beror på ansøgerens formodning, at [A] og [B] vil slå ham ihjel, er der ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse på grund af jordkonflikten. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/231/SLH
