Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske usbekere og sunnimuslimer fra […] Takhar Provinsen, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter den mandlige ansøgers fætter, [F], og hans fire sønner. Ansøgerne frygter endvidere Taliban, fordi den mandlige ansøger blev tvunget til at give dem mad. Af samme grund frygter ansøgerne de afghanske myndigheder. Ansøgeren afslog at låne [F]s søn, [S], penge. [S]s lillebror, [K], byggede på et tidspunkt en mur mellem deres og den mandlige ansøgers landbrug. [K] brugte jord fra ansøgerens landbrug til at bygge muren. Ansøgeren sagde til [K], at han ville tale med landsbyens ældre om det. Da han var på vej til landsbyen, blev han slået i baghovedet af [K]. Ansøgeren faldt om og spurgte [K], hvorfor han slog ansøgeren. [K] sagde, at han også kunne slå ansøgeren ihjel. De indledte derefter et slagsmål. [S] kom til bevæbnet med en stor kniv. Han ville stikke ansøgeren, men han kom i stedet til at stikke [K] i maven. Folk kom hurtigt hen til ansøgeren, der lå på ryggen med [K]s blod på trøjen. [B], der var ansvarlig for, hvem der fik vand til landbruget i landsbyen, sagde til ansøgeren, at han skulle skynde sig at stikke af, for ellers ville han blive slået ihjel af [S] og [F]. Ansøgeren flygtede derfor til en nærliggende landsby, hvor han snakkede med landsbylederen, [J]. Mens ansøgeren gemte sig på [J]s gæsteværelse, tog [J] til ansøgernes bopæl for at se, hvad der var sket. Da [J] kom retur til [den nærliggende landsby], fortalte han den mandlige ansøger, at [K] var død af knivstikket, og at [F] og hans ægtefælle, [Æ], havde slået den kvindelige ansøger og deres søn. De havde truet den kvindelige ansøger med, at de ville slå ansøgernes søn ihjel. Den kvindelige ansøger og sønnen blev bragt til hospitalet af [J] og den kvindelige ansøgers mor, [M]. Efter de blev udskrevet tog de hjem til [M]. Den mandlige ansøger gemte sig på [J]s gæsteværelse i fem dage. To dage efter knivstikkeriet kontaktede den mandlige ansøger sin farbror i [et europæisk land]. Farbroren rådede ham til at udrejse. [J] hjalp ansøgerne med at udrejse af Afghanistan. Flygtningenævnet finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at afvise den mandlige ansøgers forklaring om, at han har en privatretlig konflikt med sin fætter [F] i anledning af, at [F]s søn blev dræbt i forbindelse med et slagsmål, som ansøgeren var indblandet i. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgernes forklaringer om, at [F] har så tætte kontakter til Taliban og de afghanske myndigheder, at det har betydning for vurderingen af den privatretlige konflikt, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret udbyggende herom, hvorfor forklaringen fremstår som konstrueret til lejligheden. Den mandlige ansøger har således under den første samtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2016 forklaret, at han frygtede Taliban, fordi de har tvunget ham til at udlevere mad, og at han frygtede de afghanske myndigheder, fordi de har udleveret mad til Taliban. Under samtalerne med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2016 og [i vinteren] 2017 forklarede den mandlige ansøger udbyggende om, at [F] har tætte relationer til Taliban og de afghanske myndigheder, og at han af den grund også vedrørende den privatretlige konflikt frygter Taliban og myndighederne. Det forhold, at den første samtale med Udlændingestyrelsen var af kortere varighed, kan ikke føre til en anden vurdering henset til, at det er helt centralt for ansøgernes asylmotiv. Flygtningenævnet finder det derfor ikke sandsynliggjort, at [F] har evne og vilje til at opsøge ansøgerne, såfremt de etablerer sig et andet sted i Afghanistan, og der derfor er tale om en så geografisk afgrænset konflikt, at den ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgerne har givet mad til Taliban i den periode på en måned, som de blev bedt om af [den mandlige ansøgers slægtning], hvorfor det heller ikke er sandsynliggjort, at ansøgerne har en konflikt med Taliban i anledning af madudleveringen, og der er intet, der støtter, at myndighederne er blevet eller vil blive bekendt med, at ansøgerne har givet mad til Taliban. På den baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/230/MKT
