Nævnet meddelte i juni 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og oprindeligt shiamuslim, men nu ateist, fra Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af familierne til de afghanske drenge, som ansøgerens far har rekrutteret til at kæmpe i Syrien. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de afghanske myndigheder og den afghanske befolkning, fordi han er ateist. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er født i Afghanistan, men at familien flyttede til Iran, da ansøgeren var to år. Ansøgeren har siden opholdt sig illegalt i Iran. I sommeren 2015 spurgte en iransk officer ansøgerens far, om han ville rekruttere unge afghanske drenge til militæret i Syrien mod til gengæld at få opholdstilladelse i Iran, hvilket faren indvilligede i. De unge drenge, der tog afsted, blev slået ihjel, og deres familier betragtede ansøgerens far som forræder og truede ham telefonisk. Endvidere blev familiens bopæl opsøgt en række gange, og ansøgerens far blev overfaldet med en kniv, hvorefter han tilbragte tid på hospitalet. Den øvrige familie tog ophold hos en ven, mens faren var indlagt, og ville efterfølgende forlade Teheran. En aften blev ansøgeren overfaldet med en kniv og måtte gemme sig i en moské. Ansøgeren udrejste kort tid efter af Iran. Til støtte for konflikten afledet af, at ansøgeren er ateist, har ansøgeren oplyst, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at nogen vil finde ud af det. Ansøgeren var omkring 14 år, da han begyndte at interessere sig for ateisme. Ansøgeren undersøgte forskellige religioner, men kunne ikke forliges med tanken om, at der kun findes én gud. Ansøgeren blev ateist omkring halvandet år før sin udrejse af Iran. Flygtningenævnet finder – som Udlændingestyrelsen – at det, som ansøgeren har forklaret om sin faders konflikt, ikke kan føre til, at han meddeles beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter ansøgerens forklaring må det lægges til grund, at den konflikt, der var anledningen til hans udrejse, i første række vedrører ansøgers far, som efter det oplyste fortsat opholder sig og arbejder i Iran sammen med ansøgerens øvrige familie. Der foreligger ikke oplysninger om, at faderen skulle være blevet opsøgt på ny af familiemedlemmer eller bekendte til de personer, som ansøgers far skulle have medvirket til at hverve til militærtjeneste i Syrien. Der er således ikke holdepunkter for at antage, at ansøgeren fortsat skulle være efterstræbt af personer, som ønsker at hævne faderens gerninger, og i hvert fald er der ikke holdepunkter for at antage, at de personer, som ansøgeren frygter, vil have viljen og navnlig evnen til at efterstræbe ansøgeren overalt i Afghanistan som følge af faderens konflikt med personer bosiddende i Iran. For så vidt angår ansøgerens oplysning om at være ateist bemærker nævnet, at det fremgår af UNHCR’s Guidelines on International Protection: Religion-Based-Refugee Claims under article 1A(2) … fra april 2004 bl.a.: ”Where individuals convert after their departure from the country of origin, this may have the effect of creating a sur place claim. In such situations, particular credibility concerns tend to arise and a rigorous and in depth examination of the circumstances and genuineness of the conversion will be necessary.” Det må efter ansøgerens forklaring lægges til grund, at det ikke var religiøse forhold, der har motiveret ansøgeren til at udrejse og i hvert fald ses dette forhold ikke omtalt i asylansøgningsskemaet. Under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren 2016] forklarede ansøgeren, at han ikke var troende, og under asylsamtalen [i efteråret 2016] har han forklaret, at han var ateist, men at det ikke var vigtigt for ham, at andre ved, at han er ateist. For nævnet har ansøgeren imidlertid forklaret, at han nu er blevet mere overbevist om sit tilhørsforhold til ateismen, og at han har et stort behov for at udbrede kendskabet til ateismen til andre. Flygtningenævnets flertal finder – også efter en vurdering af ansøgerens fremtræden for nævnet – at ansøgeren har forklaret meget overbevisende om sit tilhørsforhold til ateismen og om hans behov for at udbrede kendskabet hertil. Henset hertil, og til at ændringen i ansøgerens holdning til sit behov for at udbrede kendskabet til ateismen kan begrundes i hans unge alder, finder flertallet, at det må lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil have et reelt ønske om og behov for at foretage sig antireligiøse handlinger, der kan sætte ham i et alvorligt modsætningsforhold til myndigheder eller privatpersoner i Afghanistan, ligesom ansøgeren kan forventes at foretage sig handlinger af mere missionerende karakter. Flygtningenævnets flertal meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. ” afgh/2018/224/MAH
