Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter familien til en mand, som hans far har slået ihjel i Afghanistan. Ansøgeren frygter endvidere Taliban, fordi han er shia-muslim. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han for nyligt er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far havde problemer i det område, hvor deres familie kommer fra i Afghanistan. Der var en væbnet konflikt mellem ansøgerens far og nogle mænd fra området, og i den forbindelse slog ansøgerens far en anden mand ihjel. Ansøgeren og hans familie udrejste derefter af Afghanistan til Pakistan, hvor de opholdte sig illegalt. Udrejsen til Pakistan fandt sted, da ansøgeren var lille. Ansøgeren har til støtte for sin frygt for Taliban oplyst, at han har hørt, at Taliban slår mennesker ihjel, hvorfor han er bange for dem. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Som anført af Udlændingestyrelsen fremstår forklaringen om faderens konflikt udbyggende. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har været ude af stand til at forklare nærmere om baggrunden for og karakteren af faderens konflikt, herunder hvem den nærmerede involverede. Det kan ikke føre til et andet resultat, at ansøgeren forklarer, at hans familie ikke har villet give ham yderligere oplysninger. Det påhviler ansøgeren at godtgøre at han har et asylmotiv og dette må stå klart for såvel ansøgeren som dennes familie. Uanset karakteren af faderens konflikt har ansøgeren heller ikke sandsynliggjort, at han, der i mange år har opholdt sig i Pakistan, vil være i konkret og individuel risiko for overgreb ved en tilbagevenden til Afghanistan. Vedrørende ansøgerens oplysning om, at han, efter at have modtaget afslag på sin asylansøgning, er konverteret til kristendommen og forholdsvis hurtigt efter at være blevet nærmere bekendt med kristendommen er blevet døbt, bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren i sit asylansøgningsskema [fra slutningen af] 2015 har oplyst, at han har været udsat for religiøs diskrimination, fordi han er hazara og shiamuslim. Ved samtale med Udlændingestyrelsen [i slutningen af] 2016 oplyste ansøgeren tillige, at han som shiamuslim ville være i fare ved en tilbagevenden til Pakistan. Heroverfor har ansøgeren ved mødet i Flygtningenævnet [i slutningen af] 2017 givet udtryk for, at han ikke havde søgt at tilegne sig nogen særlig viden om islam og at han ikke havde været praktiserende muslim. Det må efter ansøgerens forklaring i Flygtningenævnet lægges til grund, at han ikke tidligere har vist interesse for religion. Selvom ansøgeren har udvist et vist kendskab til kristendommen, har han ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for sine bevæggrunde til at konvertere. På denne bagrund finder Flygtningenævnet ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om, at han er konverteret til kristendommen til grund. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved indrejse i Afghanistan vil blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk.1, eller vil være i individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/223/lmd
