Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunnimuslim fra Kapisa, Afghanistan. Ansøgeren har været medlem af [A]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han og hans far vil blive slået ihjel af Taliban. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at Taliban har truet ham 10-15 gange. Taliban sagde, at hvis ansøgeren ikke stoppede sit arbejde i det afghanske militær, ville de slå ansøgeren ihjel. Taliban har truet ansøgeren på gaden, på bopælen, via telefonopkald og gennem ansøgerens familie og venner. [I efteråret] 2015 var ansøgeren på vej hjem på orlov. På vejen hjem blev han kidnappet af Taliban, der tilbageholdte og torturerede ham i 8 dage. Ansøgeren bestak en af Taliban til at hjælpe ansøgeren med at flygte, og det lykkedes ansøgeren at flygte til Kabul. Taliban opsøgte ansøgerens bopæl dagen efter hans flugt og bortførte ansøgerens far. Ansøgeren rejste efter 8-10 dage fra Kabul til Iran. Da Taliban fandt ud af, at ansøgeren var rejst til Iran, løslod de hans far. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv for Flygtningenævnet henvist til, at han er konverteret til kristendommen efter sin ankomst til Danmark. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren har gjort tjeneste i militæret i Afghanistan i en ikke særlig profileret stilling, men Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv vedrørende hans konflikt med Taliban til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende og udbyggende om dette asylmotiv, og at forklaringen derfor fremstår som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således blandt andet ikke under mødet i Flygtningenævnet kunnet forklare, hvornår i 2014 Taliban to gange var på hans bopæl for at tilbageholde ham. Ansøgeren kan heller ikke huske, hvornår han modtog første trussel fra Taliban, men at han vil tro, at det var 6 måneder før tilbageholdelsen, mens han under oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen har forklaret, at det var 1-2 måneder før tilbageholdelsen. Først under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret detaljeret om en skriftlig trussel afleveret på hans bopæl, og ansøgeren har ikke for Flygtningenævnet kunnet redegøre for, hvor ofte han modtog trusler, mens han under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at det var 1-2 gange om ugen. Endvidere har ansøgeren forklaret, at han først blev opsøgt på sin bopæl efter første trusselshenvendelse fra Taliban, og det var på et ukendt tidspunkt i 2014, hvilket ikke stemmer med ansøgerens forklaring om, at han blev tilbageholdt 6 måneder efter den første trussel, og at det var [i efteråret] 2015. Endvidere har ansøgeren først under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at han blev ringet op af Taliban efter sin flugt til Iran, at han ikke vidste, at det var Taliban, der ringede, og at han først blev bekendt med dette, da hans mor fortalte, at hun havde udleveret hans telefonnummer til Taliban. Ansøgeren har for Flygtningenævnet videre forklaret, at hans far først blev løsladt, efter at samtalen mellem ansøgeren og Taliban havde fundet sted, hvorimod ansøgeren til Udlændingestyrelsen har forklaret, at faderen blev løsladt, straks hans mor fortalte Taliban, at ansøgeren var rejst til Iran. Ansøgeren har til Udlændingestyrelsen forklaret, at han i en forretning i Kabul, som han kendte i forvejen, lånte penge til at betale chaufføren med, hvorefter han tog en bus hen til sin ven, mens han for Flygtningenævnet har forklaret, at han ringede til den ven, som han skulle bo hos i Kabul, og at denne ven kom og betalte chaufføren. Ansøgeren har endvidere først under sagens behandling i Flygtningenævnet forklaret, at den rygsæk, som Taliban tog fra ham, indeholdt hans personlige bærbar pc, hvorpå der blandt andet var militærfølsomme oplysninger i form af personalelister. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at det er utroværdigt, at ansøgeren tog hjem på orlov, selv om han i perioden op til orloven ifølge sin forklaring for Flygtningenævnet havde modtaget telefoniske trusler fra Taliban. Ansøgerens forklaring vedrørende tilbageholdelsen og de øvrige påståede hændelser med Taliban tilsidesættes derfor i det hele, hvorfor der heller ikke grundlag for at udsætte sagen med henblik på en torturundersøgelse. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgerens konvertering til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren ikke under sine samtaler med udlændingemyndighederne har fortalt om sin interesse for kristendommen, selv om den ifølge ansøgerens forklaring opstod allerede 2-3 måneder efter hans ankomst til Danmark. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerens kontakt til en kristen menighed først fandt sted efter, at han havde modtaget afslag på asyl fra Udlændingestyrelsen og få måneder inden mødet i Flygtningenævnet, selv om han da havde opholdt sig næsten 2 år i Danmark. Yderligere har Flygtningenævnet lagt vægt på det tidsmæssige sammenfald med, at ansøgeren blev døbt kun 9 dage før mødet i Flygtningenævnet, og at dåben fandt sted kun 3 måneder efter hans første kontakt til en kristen menighed. Ansøgeren har heller ikke på overbevisende og troværdig måde kunnet redegøre for sin egen interesse i kristendommen. Det forhold, at ansøgeren, der har en længere skolegang, på kort tid har kunnet tillære sig viden om kristendommen, har deltaget i kirkelige handlinger og under mødet i Flygtningenævnet på rimelig vis har kunnet redegøre for kristendommen og de vigtigste højtider, kan på den baggrund ikke føre til et andet resultat. Ansøgerens nye asylmotiv anses derfor for konstrueret til lejligheden. Heller ikke det forhold, at ansøgerens far måske er blevet bekendt med ansøgerens dåb, kan i sig selv kan føre til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan må anses for at være i risiko for forfølgelse på grund af sin dåb. Flygtningenævnet finder således sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/22/FAM
