Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk usbeker og sunnimuslim fra Takhar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, da han har bekæmpet Taliban for det afghanske militær i Helman-provinsen. Ansøgeren har endvidere anført, at han, fordi han er deserteret fra militærtjeneste, risikerer dødsstraf eller en anden uproportional straf fra de afghanske myndigheders side. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han efter endt uddannelse på militæruniversitetet i Kabul, var ansat i den afghanske hær som 2. løjtnant på en militærpost i Helman-provinsen med kommando over 18 personer. Hovedformålet med udsendelsen, som varede omkring to måneder [i sommeren og i vinteren] 2015, var at forsvare posten mod Taliban. I [efteråret] 2015 blev ansøgerens familie truet mundtligt i landsbyen af Taliban via en budbringer, hvis rolle er at sprede nyheder og budskaber. Taliban truede med at slå ansøgeren ihjel, hvis ikke han stoppede sit arbejde for militæret. Ansøgeren fik herefter lov til at forlade militærposten og tage hjem til sin familie. [I efteråret] 2015 blev ansøgerens mor opsøgt af en budbringer, som overleverede en trussel fra Taliban om, at ansøgeren som straf for at have udført arbejde for militæret, skulle skaffe fem våben og fem motorcykler til Taliban. [I efteråret] 2015 rejste ansøgeren til Kabul for at anmode forsvarsministeriet om, at ham og hans familie kunne blive overflyttet til et sikkert sted. Da ansøgeren ikke hørte noget svar fra forsvarsministeriet i Kabul, indså han, at der ikke var noget hjælp at hente, hvorefter han valgte at udrejse fra Afghanistan [i vinteren] 2015. Ansøgerens mor fortalte senere ansøgeren, at hun efter ansøgerens udrejse blev opsøgt af en budbringer fra Taliban, som spurgte efter ansøgeren. Ansøgerens mor fortalte budbringeren, at ansøgeren var udrejst, hvorefter budbringeren forlod bopælen. Flygtningenævnet lægger ligesom Udlændingestyrelsen ansøgerens forklaring om hans uddannelse og arbejde i den afghanske hær til grund. Nævnet lægger videre ansøgerens forklaring om konflikten med Taleban til grund, idet forklaringen herom i det væsentlige har været konsistent, og idet det ikke kan udelukkes, at de divergenser, der har været i ansøgerens forklaring om denne del af asylmotivet, kan henføres til de tolkevanskeligheder, som ansøgeren har påpeget under samtalerne med Udlændingestyrelsen. På den baggrund vurderer nævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Takhar provinsen vil være i risiko for overgreb fra Talibans side omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Bortset fra konflikten affødt af sin beskæftigelse i militæret, har ansøgeren ikke haft konflikter med Taliban, ligesom hans familie ikke har været opsøgt af Taliban efter [vinteren] 2015. Ansøgerens konflikt må herefter anses for at have været lokalt forankret. Ansøgeren er en veluddannet mand uden helbredsproblemer og kommer fra en velstående familie. Ansøgeren har tidligere i forbindelse med sin uddannelse boet i Kabul. Ansøgeren havde en lavere officersrang som sekondløjtnant, og han har kun været beskæftiget som officer i få måneder. Det er herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren udgør et ”prime target” i forhold til Taliban, eller at han er så profileret, at Taliban har evne og/eller vilje til at forfølge ham, også uden for Takhar provinsen. Nævnet finder herefter i forhold til konflikten med Taliban, at det er relevant og rimeligt, at henvise ansøgeren til at tage ophold i Kabul, Herat eller Mazar-e Sharif som internt flugtalternativ. Nævnet lægger i forhold til ansøgerens konflikt med de afghanske myndigheder til grund, at ansøgeren er deserteret fra militærtjeneste ved ikke at melde sig til tjeneste igen, da hans orlov/ferie udløb, og ved at udrejse fra Afghanistan uden at afvente forsvarsministeriets behandling af hans ansøgning om forflyttelse. Det fremgår af UNHCR´s Handbook om desertører og miltærunddragere, at straffene for at desertere, som varierer fra land til land, normalt ikke kan anses som forfølgelse, med mindre det kan bevises, at man vil blive udsat for en uforholdsmæssig streng straf for overtrædelse af militærlovgivningen på grund af race, nationalitet, tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller politiske anskuelser. Efter baggrundsoplysningerne lægger nævnet til grund, at staffen for at desertere i Afghanistan, når dette ikke sker i forbindelse med kamphandlinger, hvilket er tilfældet i ansøgerens sag, er fængsel i to til fem år, uanset om der er tale om en menig soldat eller en officer. Dette understøttes også af den besked, ansøgeren har modtaget via Facebook fra en soldaterkollega, hvoraf fremgår, at personer, der forlader deres stilling, bliver idømt fængsel på imellem to og fire år. Det lægges efter baggrundsoplysningerne videre til grund, at antallet af desertører i Afghanistan er højt, og at hverken de afghanske myndigheder eller det militære retsvæsen generelt har evne eller vilje til at retsforfølge desertører. Det er herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan som følge af, at han er deserteret, vil være i risiko for at blive idømt en straf af en længde eller karakter, der indebærer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/216/TLNJ
