Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger/en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i december 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim af trosretning fra Parwan, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet han har arbejdet for politiet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han på et ukendt tidspunkt begyndte at modtage telefoniske trusler fra Taliban. To måneder senere var ansøgeren på vej hjem fra arbejde, da han fik et opkald fra en ven ved en sikkerhedspost om, at Taliban sad og ventede på ham, idet de ville slå ham ihjel. Ansøgeren vendte tilbage til sin arbejdsplads, hvor han samlede en styrke, der skulle gå til angreb på Taliban. Da de nåede frem, var Taliban stukket af. Omkring to måneder senere plantede Taliban en bombe i en politibil, som ansøgeren havde kørt i. Dette blev opdaget, så politiet sendte en styrke, der neutraliserede bomben. Omkring tre måneder senere kom Taliban hjem til ansøgerens bopæl, hvor de spurgte hans ægtefælle, hvor han var henne. Ægtefællen sagde til dem, at ansøgeren havde været væk de sidste tre måneder. Ægtefællen ringede efterfølgende til ansøgeren og fortalte, at Taliban havde spurgt efter ham. Herefter flygtede ansøgeren ud af Afghanistan. Ansøgeren frygter desuden ISIS, idet ISIS slår folk ihjel, der har arbejdet for de afghanske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ISIS befinder sig i Logar provinsen, og at han ikke personligt har haft kontakt til eller konflikter med ISIS. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret divergerende på flere væsentlige punkter i sit asylmotiv. Han har forklaret divergerende om, hvorvidt han modtog trusler i 2008, hvor mange trusler han modtog i 2014/2015, og hvorvidt hans ægtefælle fik tæsk i forbindelse med, at Taliban henvendte sig hos familien. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han kontaktede kontrolposter eller sine meddeler i forbindelse med sin hjemrejse i slutningen af 2014. Han har ikke kunnet redegøre for, hvor fra [hans kollega] havde sine oplysninger om bagholdsangrebet, eller hvorvidt angrebet var rettet mod ansøgeren. Han har heller ikke kunne redegøre for, hvorledes Taliban kunne klistre en bombe til politibilen, når bilen blev kontrolleret af en betjent. Han har forklaret, at bilen blev benyttet af andre, når han ikke var på tjeneste. Ansøgeren har forklaret udbyggende om, at han efterfølgende modtog en telefonisk trussel, hvor begge episoder blev knyttet til ham. Allerede på grund af det senere tidspunkt, hvor oplysningen er kommet frem, tilsidesætter Flygtningenævnet denne forklaring. I samtalen af 27. juli 2016 har ansøgeren forklaret, at episoden med bomben lå før forsøget på bagholdsangrebet. Som følge af det ovennævnte tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være forfulgt jf. Udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i konkret og individuel risiko for overgreb jf. Udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/212/sme
